Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
Ole Hasselbalch
professor, jur. dr.
Offentliggjort torsdag den 2. juli 2015
 
Dommen i Dragsdahl-sagen
 

Dommen i sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen bør læses med omhu:

Det følger af den, at Bent Jensen ikke kunne dømmes for at skrive, at Dragsdahl drev desinformation. Der var nemlig ifølge Højesteret faktuelt grundlag herfor. Endvidere finder retten, at Bent Jensens udsagn om, at Dragsdahl dyrkede konspirativ omgang med KGB, havde tilstrækkelig dækning i PET-dokumenter.

Dér, hvor vandene skiller, er mht. Bent Jensens oplysninger om Dragsdahls status som KGB-agent. Dommerflertallet mener her, at dette indebærer en injurierende beskyldning for strafbart forhold.

Det fremgår af sagens PET-dokumenter – som Højesteret i modsætning til Bent Jensens referater af dem ikke citerer – at PET, som er den højeste danske sagkundskab på feltet, faktisk vurderede, at Dragsdahl var (indflydelses)agent for KGB. Det blev ikke efterprøvet af domstolene, om Dragsdahl i denne rolle handlede strafbart. Og der vides intet sikkert om, hvorfor strafforfølgelse ikke blev indledt. Højesterets flertal bygger så vidt ses på, at Bent Jensen tydeligere end sket burde have redegjort for, at Dragsdahl ikke gjorde noget strafbart.

Om sagens detaljer kan først konstateres, at højesteretsflertallet kun via meget uvenlig tolkning af det, Bent Jensen skrev, kunne lægge det meningsindhold i hans brug af ordene ”agent” og ”påvirknings/indflydelsesagent”, dommerflertallet indlæser i hans udsagn. En historieprofessor SKAL loyalt citere det, han finder, og han SKAL i den forbindelse bruge de betegnelser, de fundne dokumenter anvender. Hvis disse betegnelser kan forstås som muligt uberettiget belastende for den omtalte, må han evt. supplere med en uddybende forklaring. Dette supplement gav Bent Jensen faktisk i sin aller første artikel, nemlig i form af en oplysning om juristernes opfattelse af, at det ikke nødvendigvis var strafbart at være KGB-påvirkningsagent. Og Bent Jensen korrigerede i senere artikler journalister, der indlagde mere i hans omtale af Dragsdahls ”agent”-status, end den kunne bære.

Højesteretsflertallet begrundede bl.a. sit votum med, at der ikke var indledt strafferetlig tiltale mod Dragsdahl. Flertallet har imidlertid her negligeret både tiltaleordningens indretning i sager om påvirkningsagenter og reglerne om strafbarheden af de forskellige dele af en KGB-indflydelsesagents virksomhed. Højesteretsflertallet har således tænkt i de normale regler for, hvorledes tiltale for lovovertrædelser foregår, og forbigår, at en del af indflydelsesagenters virksomhed antagelig slet ikke er strafbar:

Efter straffelovens § 110 er det ikke som i andre straffesager politiet, der afgør, om der skal rejses tiltale - det kræver ministerens accept. Og efter at ministeren i en tidligere tilsvarende sag, ”Arne Herløv Petersen-sagen”, havde besluttet ikke at indlede en straffesag, forventede PET ikke mere at kunne få en minister med på at køre sager mod KGB-indflydelsesagenter. Sådanne sager ville da også let kunne opsuge PET’s sparsomme ressourcer, fremprovokere en mediehetz mod ministeren og være tvivlsomt gennemførlige, når PET’s kilder af sikkerhedsgrunde ikke kunne eksponeres i en retssal.

Endvidere er en indflydelsesagents virksomhed, der alene består i påvirkning af den danske opinion uden samtidig afgivelse af om ikke fortrolige så dog sensitive oplysninger til KGB, slet ikke strafbar. Hvorfor skulle PET indstille til ministeren at rejse tiltale mod Dragsdahl, hvis der kun var (eksponerbart) bevis for en påvirkningsaktivitet, der ikke var strafbar?

Flertallet siger mere konkret: ”Det må lægges til grund, at Bent Jensen var klar over, at PET efter en omfattende efterforskning mod Jørgen Dragsdahl havde vurderet, at der ikke var grundlag for at indstille til Justitsministeriet, at der skulle rejses tiltale mod Jørgen Dragsdahl”. Herved går flertallet uden for det dokumenterede faktum i sagen. Bent Jensen kunne således umuligt have den viden, flertallet forudsætter, han kunne kun kende et ”Notat vedr. operation …,” dateret 14/1 1986, ifølge hvilket det af ”bevismæssige/politiske grunde” blev besluttet ”ikke at rejse tiltale” mod Dragsdahl. Om PET’s indstilling mht. tiltalen, om den nærmere grund til evt. ikke at indstille til tiltale og - evt. - om ministerens begrundelse for ikke at indlede straffesag kunne Bent Jensen intet vide, og der vides stadig næsten intet.

Højesteretsflertallet har således selv undladt at anvende ”the most careful scrutiny”, som flertallet i en præmis skoser Bent Jensen for ikke at iagttage.

De dokumenter, Bent Jensen har fundet i PET’s arkiver, viser, at PET efter en årrækkes efterforskning og tvivl igen og igen omtalte Dragsdahl som (KGB)agent/indflydelsesagent/påvirkningsagent. Betegnelsen af ham på den mådeblev også givet videre til overordnede, sideordnede og udenlandske myndigheder, der skulle forholde sig til Dragsdahl og hans KGB-føringsofficerer. Bent Jensen vurderede omhyggeligt PET’s begrundelse for anvendelsen af agent-betegnelsen og fandt ikke nogen grund til at tro, at PET’s konklusion var uholdbar. Tværtimod viste meget det modsatte – jf. også Højesterets anerkendelse af, at Dragsdahl dyrkede konspirativ omgang med KGB, og at han desinformerede den danske offentlighed.

Bent Jensen gengav derfor fundene fra PET-arkiverne i sine artikler i pressen, hvor han altså samtidig gjorde opmærksom på, at virksomhed som påvirkningsagent ikke nødvendigvis er strafbar.

Han har derfor udtalt sig inden for rammerne af, hvad injuriereglerne, herunder forstået i lyset af loven om Menneskerettighedskonventionens implementering i dansk ret tillader. Derfor vil sagen nu blive indbragt for Menneskerettighedsdomstolen med anmodning om at få tilladelse til at få den efterprøvet dér. Får Bent Jensen medhold i sidste ende dernede, vil sagen gå tilbage til danske Den Særlige Klageret, og herefter havner det så evt. for Højesteret igen.

Det er svært at forstå, at højesteretsflertallet skulle have overset de problematiske dele i flertallets votum. Derimod er det let at indse de vanskeligheder, Højesteret har siddet med i sagen, der jo ændrer noget, som egentlig er et politisk anliggende, til et juridisk problem, der skal afgøres af domstolene:

Fremtrædende og endnu fungerende politiske figurer inklusive Folketingets formand indtil valget i 2015 løb i 1980-erne beundrende rundt i hælene på Jørgen Dragsdahl, og flere af dem støtter ham endog den dag i dag. At anerkende, at PET’s kvalifikation af Dragsdahl som KGB-(indflydelses)agent, var dækkende – strafbarhed eller ej - ville være det samme som at diskreditere disse personers dømmekraft, dvs. i realiteten udgøre censur fra Højesterets side på politikeres lødighed.

Man kan gætte på, at tilsvarende bekymringer har ligget bag PET’s stædige forsøg på – med støtte af Dragsdahl – at forhindre fremlæggelse af arkivalierne om ham. Ligeledes begriber man PET’s manglende evne til overhovedet at genfinde eksisterende, klart identificerede dokumenter. Også den skødesløse destruktion af Bent Jensens hos PET deponerede computer, på hvilken relevant dokumentation lå, er til at forstå.

Det, der er sket, er en hån imod dem, der i forsvaret af Danmark mod den sovjetiske monsterstat fik Den Kolde Krigs virkelighed i dennes aller mest grusomme afskygninger helt ind på kroppen, nogen endog under livsfarlige omstændigheder. Fhv. sovjetiske dissidenter, der dengang blev belastet af Dragsdahls skriverier, støtter da også Bent Jensen-indsamlingen i dag.

For retssikkerheden, historieforskningen og researchjournalistikken er det endvidere et alvorligt problem, at en fremtrædende historiker lades i stikken af Højesteret efter 8 ½ år med en ud over alle bredder svulmende retssag anlagt af en vidtløftig og useriøs person, hvis mængder af krumspring og flyttekasser med bilag nærmest ligner et forøg på at opsuge historikerens opmærksomhed og ressourcer, så at han ikke går i gang med at lave endnu flere afslørende undersøgelser.

Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?