Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
Jens Gregersen
direktør, cand. polit.
Offentliggjort søndag den 29. december 2013
 
En besynderlig historiker
 

En historiker ved Københavns Universitet har set sig gal på professor Bent Jensen og nu udnævnt ham til ’kampagnejournalist’. Men ved nærmere eftersyn smuldrer argumentationen fuldstændig.

En besynderlig historiker

Historieskrivning er undertiden en mærkelig størrelse. Jes Fabricius Møller, der vist mest er kendt som hofkommentator i tv, betegner sig som ’historiker’. Hans seneste bidrag til den historiske forskning består af en kronik i Jyllands-Posten 13/12 under overskriften ’Bent Jensen som kampagnejournalist’.

Som en række andre på venstrefløjen kan han åbenbart ikke komme sig over, at Østre Landsret den 25. oktober pure frikendte professor Bent Jensen for injurier mod journalist Jørgen Dragsdahl.

Det hele begyndte med en stort opsat tre sider lang temaartikel 14/1 2007 i Jyllands-Posten. Her havde Bent Jensen – på grundlag af sine årelange studier i bl.a. PET’s arkiv – konkluderet, at både PET og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB opfattede Dragsdahl som sovjetisk påvirkningsagent. Dette faktum havde PET i talrige dokumenter gennem årene meldt opad i systemet til Regeringens Sikkerhedsudvalg, en række ministerier og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Dragsdahl reagerede med et injuriesøgsmål. Retten i Svendborg afsagde i sommeren 2010 dom til fordel for Dragsdahl i, hvad der må være en af de mest besynderlige og sjuskede domme i dansk retshistorie. Bent Jensen ankede dommen til landsretten, der så i oktober i år i alle henseender underkendte Svendborg-dommerne.

Modsat andre kritikere er Møller klog nok til ikke at gå i rette med dommen og dens præmisser. Hvordan skulle han også kunne gøre det? Han har ikke været i nærheden af de underliggende PET-dokumenter. Dragsdahl må ’ligge som han har redt’, og ’Dragsdahls adfærd under Den Kolde Krig var så påfaldende, at han udsatte sig for mistanken om at være KGB-agent.’ Møller accepterer altså hændervridende dommen. Men så rettes skytset mod Bent Jensen. Gennem en række snuskede småinsinuationer og løse påstande skal Bent Jensen partout pilles ned.

’Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent.’ Sådan lød en af de fremhævede konklusioner i 14/1 2007-artiklen. Dette er jo så sandt, som det er skrevet af de tre JP-journalister, der stod for præsentationen af Bent Jensens tekst. Historiker Møller er helt overbevist om, at det er Bent Jensen, der står bag denne fæle tekst. Han har altså ikke forstået, at det selvfølgelig er avisens redaktion, der sørger for en passende indbydende og spændende opsætning (inkl. gode tegninger) af selve artiklen.

I mangel af egentlige fakta og argumenter, hvormed han kan nedgøre Bent Jensen, når kronikøren nu frem til, at Bent Jensen er ’kampagnejournalist’. Bent Jensen var ganske rigtigt for snart 25 år siden medlem af Jyllands-Postens redaktion i en kort årrække. Og metoderne fra dengang hænger jo ved, mener Møller. Derfor har Bent Jensen siden boltret sig i aviserne, ikke blot i Jyllands-Posten, men også i de andre hovedaviser. Møller synes at mene, at den slags skal rigtige historikere holde sig fra (selvom det faktisk er pålagt forskerne, herunder Møller, at delagtiggøre befolkningen i resultaterne af deres forskning).

Særlig grelt er det, at Bent Jensen har fået adgang til PET’s arkiv. ’Ingen andre, der har beskæftiget sig journalistisk med dette stofområde, kommer i nærheden af at have haft Bent Jensens privilegier.’ Men det kan vel ikke lastes Bent Jensen? Har andre journalister søgt om adgang? Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsen, der for nogle år siden udgav en bog om PET, søgte da og fik adgang til dele af PET’s arkiv.

Kronikør Møllers udnævnelse af Bent Jensen til ’kampagnejournalist’ må komme som en overraskelse for alle, der er bekendt med Bent Jensens mange bøger. Her skal blot nævnes et par stykker: ’Stalinismens Fascination’, der vakte raseri i venstreorienterede kredse, da den udkom i 1984. I 2002 kom ’Gulag og Glemsel’, der blev en stor succes, og som Weekendavisens læsere tildelte årets bogpris.

Alle, der følger lidt med, ved, at Bent Jensen sammen med fire yngre forskere på Center for Koldkrigsforskning har skrevet et større værk: ’Ulve, får og vogtere. Danmark i Den Kolde Krig 1945-1990’, der forventes at udkomme i to bind i begyndelsen af næste år. Det har været forsinket i flere år på grund af bureaukratisk benspænd og langsommelighed hos PET og i Statsministeriet og Justitsministeriet.

Undervejs i forskningsforløbet udsendte Center for Koldkrigsforskning en række delresultater i små publikationer kaldet ’Fodnoter’, så den interesserede offentlighed kunne få et indblik i arbejdets gang. Det hindrede dog ikke en række folketingsmedlemmer på venstrefløjen i højlydt at mene, at der aldrig kom noget ud af det folketingsvedtagne projekt.

Halvvejs gennem kronikken står det klart, at Møllers ’kampagnejournalist’-tese er smuldret. Men nu forsøger han sig så med et sidste skud i bøssen. I en kronik i forsommeren 2012 havde Bent Jensen tilladt sig at omtale en række danske spioner fra den tidlige Kolde Krig i 1940’erne. Nogle af dem i tilsløret og anonymiseret form er også omtalt i PET-kommissionens beretning fra 2009.

Som nærmere beskrevet nedenfor var en af dem fhv. rigsantikvar Olaf Olsen, der tilbage i 1947 på bestilling af den sovjetiske ambassade udarbejdede navnelister og biografier over fremtrædende danskere, fortrinsvis kunstnere og videnskabsmænd. 500 navne blev det til på en 39 sider lang liste, hvortil kommer 75 mere detaljerede biografier om de mest kendte med tilføjelse om deres politiske observans og indstilling over for Sovjetunionen (’freundlich’, ’unfreundlich’, ’neutral’).

I disse år var Sovjetunionen i færd med at underlægge sig de østeuropæiske lande og udrydde enhver form for opposition. Det er klart, at en sådan liste i tilfælde af sovjetisk besættelse af Danmark ville kunne bruges til at eliminere alle ’borgerlige’ elementer, således som det også skete i Østeuropa.

To kvikke journalister fra Jyllands-Posten, Morten Pihl og Christina Agger, opsøgte kort efter den aldrende fhv. rigsantikvar på hans bopæl på Alrø midt i Horsens fjord. De to havde udstyret sig med bind 6 af PET-kommissionens beretning. Gransker man siderne 58-62 kan man læse om navnelisten/biografierne. Hvem der stod for udarbejdelsen, tier beretningen dog om. Privatlivets fred tæller åbenbart mere end offentlighedens ret til at få den slags at vide. Men trods beretningens forsøg på at anonymisere de involverede parter, skulle man ikke være nogen Sherlock Holmes for at afsløre, hvem hovedpersonen var, for ’Den pågældende dansker, der havde udarbejdet biografierne gjorde siden karriere og indtog en fremtrædende position i det danske samfund (bind 6, side 62).’ Sammenholdt med samtidige PET-oplysninger om ’den pågældende dansker’ og hans familieforhold, er identifikationen entydig: senere rigsantikvar Olaf Olsen.

Olaf Olsen gik da også straks til bekendelse, da Pihl og Agger dukkede op. De to skrev derpå en flere sider lang beretning i Jyllands-Posten herom. (Man kunne ønske sig, at Jørgen Dragsdahl også var gået til bekendelse efter 14/1 2007-artiklen, så havde vi været sparet for to langvarige, opslidende retssager.)

Møller fastholder i sin kronik fuldstændig latterligt PET-kommissionens anonymisering af Olaf Olsen og noterer sig tilfreds sidst i kronikken, at Olaf Olsen lagde ’alle kortene på bordet i et stort interview’ og ’tog afstand fra og fortrød sine handlinger.’

Det er åbenbart let at stille Møller tilfreds. I en kronik i Jyllands-Posten straks efter interviewet (’Rigsantikvarens spionage’, 19/7 2012) stillede jeg mig tvivlende overfor, om der var tale om en enlig svale.

Årsagen hertil kan man nemlig læse i PET-kommissionens beretning. Heraf fremgår det, at der i april 1951 blev afleveret en ny liste over kendte danskere, og PET-kommissionen konkluderer, at ’den pågældende dansker [læs: Olaf Olsen] kan have videregivet oplysninger om danske statsborgere og deres politiske tilhørsforhold til den sovjetiske legation over en periode på fire år.’

Hvorfor undersøger historiker Jes Fabricius Møller ikke denne betændte affære i stedet for vedholdende og uden held at forsøge at nedgøre en historikerkollega?

Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?