Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
Ole Hasselbalch
professor, jur. dr.
Offentliggjort mandag den 4. november 2013
 
Om den institutionaliserede ikke-viden
 

Medieomtalen af landsretssagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen efterlader meget langt et billede af to fløje, der bare aldrig bliver enige. Og på Dragsdahl-siden hersker selv efter dommen en stålsat opfattelse af, at der er tale om et politisk motiveret korstog mod en journalist, som blot repræsenterede en legitim og velbegrundet politisk opposition til regeringens sikkerhedspolitik under Den Kolde Krig.

Et karakteristisk eksempel på sidstnævnte er historikeren Jes Fabricius Møller, der i et indlæg i Kristeligt Dagblad 29/10 13 skriver, at det er uvigtigt for Bent Jensen, at det ifølge landsretten "ikke er bevist", at Dragsdahl var KGB-agent, "for han (BJ) har opnået at få hængt Dragsdahl ud som KGB-agent i offentligheden, uden at det koster ham noget." Fabricius Møller tilføjer - med en anvendelse af det manipulatoriske koblingskneb - at "landsretsdommen fejres i det miljø omkring blandt andet Trykkefrihedsselskabet og Den Danske Forening, som har støttet Bent Jensen hele vejen." Et andet eksempel er Politiken 26/10, der mener, at der blot er tale om Bent Jensens "personlig(e) opgør med en ideologisk modstander, der måtte se sig offentligt udstillet som agent …".

Man støtter sig for øvrigt på Dragsdahls side - trods landsrettens modsatte opfattelse - vedholdende til historikere, der fortsat mener, at Bent Jensen ikke var tilstrækkeligt kildekritisk. Disse historikeres førstemand, professor Villaume, der underviser i kildekritik på KU, har endog hævdet (DR Deadline 25/10), at han har læst Bent Jensens omfattende redegørelse for sin kildekritik. Et kildekritisk problem for Villaume i den forbindelse er, at han umuligt uden telepatiske evner kunne have læst denne redegørelse til retten, der nemlig ikke var blevet offentliggjort.

Det hele understøttes i øvrigt rigeligt med ikke-viden. Et rent orgie i så henseende er f.eks. offentliggjort af professor Eva Smith i Politiken 4/11 13. Hendes argumentation er her, at Dragsdahl blot var mistænkt, hvorfor landsrettens "mellemregninger" inden dommen efterlyses. Disse ville professoren umiddelbart have haft, hvis hun havde sat sig ind i forholdene omkring indflydelsesagenters virksomhed og i PET's praksis for håndtering af samme - om hvilket Politiken i øvrigt ikke kunne finde plads til et klarificerende læserindlæg.

Som en af dem, der under Den Kolde Krig var impliceret på den modsatte side af Dragsdahl, og som er relativt velinformeret om, hvad der foregik, og som har omsat denne viden til jura under landsretssagen, er det dybt ubehageligt at opleve overfladiskheden og forudsætningsløsheden mht., hvad det hele drejer sig om. Hvordan kan det gå til, at nogen altså ikke vil forstå, at der er tale om en anerkendt og i emnet overordentlig kyndig historiker - Bent Jensen - som simpelt hen har offentliggjort det, han har fundet? Og hvorfor har den journalistiske offentlighed svært ved at forstå, at der er væsentlige forskelle på de nævnte to "fløje":

Når den uundgåelige demagogi er skrællet fra, bliver der således et stærkt, faktuelt grundlag tilbage på Bent Jensens side. På Jørgen Dragsdahls bliver der derimod ikke noget tilbage. Her er der kun demagogien, uvidenheden mht., hvad dommen drejede sig om, og de altså - i al fald i nogen grad - vellykkede forsøg på at dække over hans handlinger, uagtet deres afskyelighed skriger til himlen:

Jørgen Dragsdahl samarbejdede - man kan vel sige arbejdede for - et af de værste terrorredskaber for noget politisk regime, der nogen sinde er set.

Domsresultatet

Domsresultatet er, at BJ ifølge landretten havde faktuelt belæg for at skrive, at PET (som institution) betragtede Jørgen Dragsdahl som KGB-agent, og at JD drev desinformation. Videre slås det fast, at BJ ud fra den tolkning af straffeloven, Menneskerettighedskonventionen tilsiger, havde ret til at bringe disse oplysninger i pressen i den her nødvendige kortfattede og populariserende form. Denne tolkning er i parentes bemærket ikke nogen nydannelse, men har gammel hævd i dansk ret. Hvis forskere ikke kunne offentliggøre, hvad de finder under deres forskning, og som med rimelighed må antages at holde vand, kompromitteres således selve grundlaget for det levende demokrati. Et sådant må netop hvile på, at borgerne har frihed til at oplyse hinanden om fakta, herunder i pressen. Det er derfor, at selv injurierende udtalelser om andre er rigtige, hvis der føres bevis for, at de er sande.

Derimod er domsresultatet ikke, at JD nu med basis i dommen blanko kan kaldes KGB-agent. Den noterer tvært imod, at der ikke blev ført bevis for, at JD var indflydelsesagent. Forklaringen herpå, som JD m.fl. behændigt går uden om, er imidlertid, at en sådan bevisførelse ikke blev forsøgt fra BJ's side. En fuld bevisførelse af denne art var nemlig unødvendig, eftersom BJ ikke havde skrevet, at JD var agent, men blot at PET's arkiver omtalte ham på den måde. Der førtes derfor alene de beviser for JD's agentstatus, som var nok til at overbevise retten om, at BJ havde været tilstrækkelig kildekritisk ved anvendelse af de oplysninger om JD, han fandt i PET'S arkiv.

Når BJ ikke gennemførte en fuld bevisførelse mht. JD's agentstatus (f.eks. ved indkaldelse af fhv. KGB-oberst Oleg Gordijevskij), var det fordi, en sådan bevisførelse på grund af PET's klassificeringsregler ville være blevet meget kompliceret, fordi den ville blive meget omfattende, og fordi retten let kunne finde på at afskære den som overflødig.

Hvorvidt JD faktisk var agent, må man således forholde sig til ud fra, om man tror på PET's karakteristik af JD. Den kan man dog vel tillade sig at tro på. Det er således ikke sandt, som JD hævder, nemlig at PET aldrig har ført bevis for, at han var indflydelsesagent. Det ved vi intet om. Men man har nok lov til at gå ud fra, at PET havde belæg for at bruge betegnelsen "agent" over for statsministeren, udenrigsministeriet og de udenlandske allierede tjenester, til hvem oplysningen om ham som indflydelsesagent blev videregivet. Det vides også, at dette belæg var hele tre KGB-kilder suppleret med PET's egne efterforskninger.

Det er heller ikke rigtigt, at der alene var tale om en mistanke om agentvirksomhed. Den begrundede mistanke herom var imidlertid tilstrækkelig til, at PET havde lovhjemmel til at overvåge JD, uanset at ikke al virksomhed som indflydelsesagent er strafbar (nærmere herom nedenfor). Det er således ikke sandt, at PET's efterforskning sluttede med at konkludere, at mistanken imod JD for (indflydelses)agentvirksomhed var uberettiget. PET indstillede først overvågningen på det tidspunkt, hvor KGB opdagede, at han var afsløret, hvorefter han ikke mere var brugbar som indflydelsesagent.

Det er ej heller sandt, at det aldrig er bevist, at Dragsdahl skrev efter KGB-inspiration. Det modsatte har landsretten anført flere eksempler på i dommen.

Endelig er det ikke sandt, at BJ var for lidt kildekritisk. Landsretten gennemgik hans kilder og påhørte hans forklaring om, hvilken kildekritik han havde udøvet. Han havde i øvrigt som sagt til sagen udarbejdet en grundig redegørelse netop herfor.

Den villede ikke-viden?

Dommen er, som læserne af ovenstående forhåbentlig vil indse, ikke svær at forstå - hvis man vel at mærke ønsker at forstå og i øvrigt sætter sig ind i, hvad der siges i den, og hvad den drejer sig om, samt i de anliggender, den vedrører. Den er ikke desto mindre blevet diskuteret vidt og bredt ud fra noget, der ind imellem har lignet en sådan grad af ikke-viden, at det minder om det forsætlige. Journalister og debattører, der ved at bruge bare 10 minutter på at orientere sig om centrale forhold, diskuterer og udlægger således domsresultatet ud fra den mest hårrejsende uvidenhed i så henseende. Som eksempel kan næves den journalist, som i DR's Deadline 29/10 blev ved og ved med at køre på BJ ud fra den urigtige forudsætning, at al indflydelsesagent-virksomhed er strafbar (hvad den ikke er).

Visse medier er politisk farvede, og nogen spekulerer ligefrem i at betjene et segment af offentligheden, som ikke ønsker at blive klogere. Her markedsføres jævnlig komplet uholdbart stof. Som eksempel kan nævnes dagbladet Politiken, der i eftersommeren 2011 lancerede en stribe sensationshistorier om en hemmelig såkaldt højreekstrem loge, "ORG", skrevet på grundlag forfalskninger af stjålne og hackede dokumenter og billeder. Ingen andre medier bortset fra dem, der selv havde Politikens leverandør af falsknerierne inden for dørene, ville røre dette kildemateriale, som selv en amatør kunne afsløre som fup. Men Politiken ville, fordi man ville, og bladets læsere troede på historierne, fordi de ville.

Der er heller ikke noget at sige til, at dagbladet Information, der var JD's platform for desinformationsvirksomheden under Den Kolde Krig, krampagtigt har fastholdt, at han er uskyldig. Som bladet skriver i en leder 28/10 13: "Resultatet er derfor indtil videre, at der ikke er ført bevis for, at journalisten er agent, men professoren har været berettiget til at skrive det."

Eller som en historiker, der så åbenlyst ikke vil forstå, Jes Fabricius Møller, udtaler i Kristeligt Dagblad 29/10 13 helt ud i det absurde: "… landsretten (har) med andre ord ladet sig overbevise om, at Bent Jensen blot har gengivet, hvad folk troede. Det er det, som landsretten kalder det faktuelle grundlag for Jensens udsagn, idet han altså ifølge landsretten ikke har udtalt sig om Dragsdahls skyld, men kun om det forhold, at folk troede, at han var skyldig. Det er en besynderlig vurdering at lægge til grund, for der kan ikke herske den ringeste tvivl om, hvad Bent Jensen mener om Dragsdahl. Bent Jensen mener, at Dragsdahl var KGB-agent. Desværre for Jensen har han landsrettens ord for, at denne beskyldning ikke er bevist."

Det, som mange burde have sat sig bedre ind i, er dels det, juristerne kalder sagsforholdet, og dels de relevante regler i straffeloven.

Sagsforholdet

Påvirkningsoperationerne

I slutningen af 1950'erne opgav kommunistlandene med Sovjetunionen i spidsen troen på, at man kunne opnå magten i Vesteuropa gennem en storkrig. Som alternativ udvikledes en ny strategi, der blev præsenteret i 1959 på en efterretningskonference i Moskva. Denne blev startskuddet til en velorganiseret påvirkningsoffensiv, hvis formål var at demoralisere Vesten og at erodere virkelighedsopfattelsen hos vestlige beslutningstagere.

Et totalitært regime kontrollerer alle samfundets organer, og de anvendelige sådanne blev herefter sat ind. Man benyttede sig således både af sædvanlige politiske og diplomatiske kanaler, af Sovjets (og den øvrige østbloks) mellemfolkelige, kulturelle og faglige organisationer, af landets videnskabelige institutioner og nyhedsbureauer, af de lovlige kommunistpartier i andre lande samt af fordækte foretagender og helt eller delvis kontrollerede andre organisationer og institutioner dér ("facadeorganisationer"/"frontorganisationer"). Endvidere rekrutterede man regulære "indflydelses"agenter og trak på fortrolige/betroede kontakter i Vesten, ligesom man naturligvis trak på de altid forekommende almindelige medløbere.

Offensiven betjente sig af såvel åbne som fordækte metoder og efter behov også af ulovlige tiltag. Det var netop af den grund, at KGB med søsterorganisationer i lydstaterne, som ellers hidtil fortrinsvis havde beskæftiget sig med spionage og indre sikkerhed, blev placeret i en nøglerolle.

Den nye produktlinje kaldtes "aktivnyye meropriyatia", hvilket nærmest kan oversættes som "aktive forholdsregler/foranstaltninger". Operationernes systematik, redskaber og aktører er herhjemme nærmere beskrevet af Ole Hasselbalch i bogen Den Stille Krig (2001) samt af Jacob Andersen med Oleg Gordijevskij i De Røde Spioner. KGB's operationer i Danmark (2002).

Hovedmålene med indflydelsesoffensiven blev hurtigt kendt i Vesten. De blev nemlig opridset i en såkaldt strategisk langtidsplan, i hvilken det angives, hvad der skulle ske på forskellige områder - herunder i hvert enkelt vestligt land. Og denne plan blev kendt via en tjekkisk officer, Jan Sejna, der hoppede af i 1968 (jf. hans bog We will bury you, London 1982).

Planen opererer groft set med tre faser: I første fase ("Perioden for Forberedelse af fredelig Sameksistens") skulle Sovjets isolation efter Stalin-tiden brydes. I anden fase (der kaldtes "Den fredelige Sameksistens' Kamp") skulle der skabes splittelse mellem vestlandene, ligesom social opløsning i disse skulle fremmes. Via penetrering af de vestlige socialdemokratier skulle landenes bånd til USA således svækkes og lysten til at opnå en affindelse med østblokken fremmes. Gennem infiltration i fagbevægelse og studenterorganisationer skulle der skabes nye konfliktområder. Antiamerikanismen i Europa skulle fremmes, og man skulle herigennem samtidig undergrave USA's lyst til at bidrage til Europas forsvar. Endelig skulle i tredje fase ("Perioden for dynamisk social Forandring") "håbet om falsk demokrati" knuses og Vestens totale demoralisering gennemføres. Ved at foregive venskab med Vesten, især USA, skulle man her søge at opnå den størst mulige økonomiske og teknologiske hjælp dérfra, samtidig med at kapitalistlandene skulle overbevises om, at de ikke havde behov for militære alliancer. USA's militære engagement i Europa skulle på dette grundlag afvikles, ligesom de vesteuropæiske landes lyst til at afholde de nødvendige militære udgifter skulle elimineres.

Indflydelsesoffensiven favnede bredt - den omfattede både arbejdspladserne, uddannelsesstederne, foreningslivet, pressen, den politiske scene o.s.v. Og alle midler toges i anvendelse uden smålig hensyn til moral og etik - aktiviteten strakte sig fra det grove til det sublime, fra voldshandlinger og pågående desinformation og til langsigtede, sofistikerede operationer. Disse kunne rumme både "sorte" tiltag (dvs. sådanne hvor den egentlige ophavsmand holdtes skjult, eksempelvis forfalskninger), "grå" (hvor oprindelsen blot ikke fremgik åbent, eksempelvis påvirkning gennem sovjet-styrede facadeorganisationer) og "hvide" (dvs. ganske åbne aktiviteter, eksempelvis offentliggørelser i de sovjetiske medier).

Et hvilket som helst middel kunne blive bragt i anvendelse for at nå et konkret mål (eksempelvis at skabe politisk passivitet i et NATO-land på et bestemt tidspunkt i en konkret sammenhæng). En aktion kunne være endvidere meget begrænset, eller den kunne være særdeles omfattende. Der kunne f.eks. blot være tale om en sovjetisk journalists "tilfældige" møde med en politiker, hvorunder journalisten sagde bare én ting, som søgtes fæstnet i samtalepartnerens bevidsthed. Men der kunne også være tale om langvarige kombinationsoperationer, hvor der benyttedes mange forskellige redskaber (f.eks. for at få en dansk statsminister til at mene, at "Norden som atomvåbenfri zone" var en god idé).

Det er i øvrigt karakteristisk, at metoderne med årene forfinedes markant. Således afløstes den traditionelle, plumpe kommunistpropaganda gradvis af en markedsføring efter moderne principper, hvorunder budskaberne søgtes tilført et skin af objektivitet og fornuft. De gamle KGB-typer, der førhen havde tegnet billedet i kontakterne vestover, udskiftedes efterhånden også af sympatiske, "fornuftige" og efter behov endog "sovjetkritiske" folk.

Med stor tålmodighed korroderede man på den måde holdningerne og virkelighedsopfattelsen hos centrale danske sikkerhedspolitiske aktører. Som det vil ses, nåede man også at bringe Danmark så langt hen som til fase to til tre, inden Muren faldt.

Fænomenet "indflydelsesagent" (for en fjendtlig magt)

En afgørende forudsætning for denne fremgang var, at der opnåedes medspil fra passende aktører på den danske scene. Det var således nødvendigt at få tag i politikere, journalister og andre, der var placeret steder, hvor de kunne bidrage til den nødvendige kortlægning af det danske samfunds relevante nøglefunktioner, og som kunne indsluse og understøtte informationer, holdninger og egnede strømninger samt fremme passende enkeltpersoner hhv. modvirke besværlige eller direkte modvillige sådanne.

De medspillere, KGB opererede med på indflydelsesoperationernes område, kategoriseredes internt efter et særligt system, der brugtes ved den praktiske håndtering af dem. Rubriceringen i dette system rummede tre hovedgrupper, nemlig hhv. indflydelsesagenter, fortrolige kontakter samt endelig umedvidende enkeltpersoner (med et udtryk anvendt af Lenin kendt som "nyttige idioter").

En regulær "indflydelsesagent" i KGB's forstand var i princippet en person, som arbejdede efter præcise instrukser eller "råd" og som var indstillet på et hemmeligt samarbejde. Indflydelsesagenterne ville endvidere typisk befinde sig eller være på vej til betydningsfulde stillinger inden for eller i tilknytning til regeringen og det økonomiske, journalistiske, videnskabelige eller sociale hierarki.

KGB registrerede ikke kritikløst folk som indflydelses"agenter" - og slet ikke ud fra pyntede oplysninger fra en medarbejder ved en sovjetisk ambassade ude i verden, der ville fremhæve sig selv ved at påstå at have foretaget en sådan rekruttering. Regulære agenter var således dyre i drift, og det var karriereødelæggende at have godkendt en person som agent, hvis pågældende senere viste sig ikke at holde vand. Et emne for rekruttering blev derfor gransket, endevendt og diskuteret på flere niveauer i Moskva iht. faste retningslinjer - der herskede faktisk dér en vis skepsis over for de ting, som indkom fra ambassaderne ude i verden.

Rent praktisk skete hvervningen af en agent som regel via en kompliceret og vanskelig proces rækkende over en foreløbig undersøgelse af personen og hans potentiale, gradvise hvervningsforsøg (der evt. understøttedes af pression og/eller pengemæssig eller anden belønning, f.eks. udrejsetilladelse for en partner eller hjælp til opnåelse af poster og hverv) og sluttelig indrullering og placering af ham (eller hende) i den agentkategori, hvortil han skulle høre. Pågældendes foreløbige granskningsdossier blev i takt hermed efterhånden omregistreret til et operativt bearbejdningsdossier, som ajourførtes i hele den periode, samarbejdet varede.

Undervejs vurderede KGB, om (agent)emnet befandt sig i en interessant position, hvorfra der kunne øves påvirkning relevante steder og/eller rapporteres interessante oplysninger tilbage, samt på om han/hun faktisk agerede på denne måde. Det vurderedes også, om pågældende handlede iht. KGB's ønsker og var indstillet på at opretholde kontakten på en sådan måde, at forbindelsen ikke blev kendt udadtil, så at det kompromitterede pågældendes operationsmuligheder. Man undersøgte endvidere, om agentemnet var villig til at modtage penge, det være sig som "rejsedækning", "forfatterhonorar" eller andet, og om pågældende i det hele optrådte disciplineret. Kort sagt blev en person kun godtaget formelt som agent i KGB-nomenklaturen, såfremt pågældende var styrbar og hans indsats af ikke helt ringe værdi.

Godkendtes en person formelt som agent, blev pågældende medtaget i organisationsplanen og budgettet. Der blev herunder taget højde for de ganske store omkostninger, godkendelsen indebar, f.eks. i kraft af at forbindelsen med agenten skulle opretholdes i konspirative (hemmelige) former.

Den, der blev klassificeret som indflydelsesagent, fik det imidlertid ikke nødvendigvis at vide. Det var således ikke uden videre operativt nødvendigt at oplyse den slags agenter herom. Afgørende for, hvad man fortalte agenten, var derfor en vurdering af, hvorvidt oplysningen risikerede at ville belaste dennes selvforståelse og virke illusionsforstyrrende på en sådan måde, at pågældende ikke længere kunne forventes at ville arbejde helhjertet.

Gode kontakter, der ikke samarbejdede i hemmelig (konspiratorisk) form, og som heller ikke underkastede sig direkte instruktioner fra KGB, rubriceredes som fortrolige (undertiden kaldet konfidentielle eller betroede). Det drejede sig om en ret bred kreds af velvillige personer, som KGB-folk havde et fortroligt forhold til, der kunne udnyttes. Den pågældende kunne således sagtens være klar over, at det var Sovjet og KGB, han (eller hun) havde forbindelse til, men behøvede ikke nødvendigvis være bevidst om, hvilken rolle, han var tiltænkt. En fortrolig kontakt kunne sådan set også udmærket være klar over, at han fremmede Sovjets mål - disse var blot sammenfaldende med hans egne. Og pågældende kunne også få en håndsrækning nu og da - f.eks. til fremme af egne politiske eller personlige formål - og belønning (typisk gaver, "forfatter"honorarer, rejser o.l.).

En fortrolig kontakt var f.eks. villig til at acceptere/vurdere visse ting som facts og til at viderebringe dem, ligesom han kunne være villig til i venskabelige former at tale om stemninger og bløde punkter blandt danske politikere, journalister og opinionsdannere. Også de fortrolige kontakter brugtes derfor ved kortlægningen af vort opinionsdannelsessystem og til under eget navn at sluse KGB-budskaber og -materiale ind i medier, arkiver, databaser o.s.v.

Eftersom det var resultaterne, der talte, mere end de anvendte personers formelle involvering, udnyttede KGB som sagt endelig personer, der lod sig bruge uden overhovedet at være klar over, at de gik Sovjets ærinde, endsige følte nogen forbindelse østover. Det drejede sig typisk om mennesker, der var psykologisk manipulerbare - som f.eks. var lette at sætte en idé i hovedet, som de så ekkoede videre, eller som lod sig benytte som statister i aktioner, demonstrationer og kampagner. Ligeledes blev de brugt til at hjælpe med at skabe et ønsket gruppepres i private organisationer og politiske partier.

Indflydelsesagentens virksomhed

KGB's afdeling for påvirkningsoperationer, inden for hvis ramme de regulære indflydelsesagenter opererede, havde til opgave at skabe forvirring i NATO-landenes beslutningsprocesser og i den vestlige offentlighed om den faktiske militære stilling mellem øst og vest, om Sovjetunionens hensigter og ønsker mv.

Dette skete bl.a. med skjult og åben propaganda, produktion og plantning af materiale og/eller meninger, ved spredning af helt eller delvis usandfærdige oplysninger med et autentisk præg, herunder løgne, halvløgne og forfalskninger, samt ved forvridning af allerede fastslåede kendsgerninger.

En evt. løgn blev dog ikke nødvendigvis serveret direkte, men hellere i den form, at der søgtes rejst en tvivl om, hvorvidt det mon ikke kunne forholde sig således, som løgnehistorien fortalte. I øvrigt anvendtes ikke blot regulært falske informationer, der benyttedes også sande, men udvalgte/sorterede og/eller misforståelige oplysninger (delsandheder). Ligeledes blev der indsluset falske eller manipulative, men tilforladeligt lydende argumenter ("vinklinger") samt blandinger af kendsgerninger med kommentarer, der skabte forvekslinger mellem de to og satte netop det (fejlagtige) fakta-billede på nethinderne, KGB ønskede.

Desinformation i netop de sidstnævnte former er højeffektiv. Den fremtræder således ikke umiddelbart som det, den er, og den er i modsætning til direkte løgne vanskelig at afsløre og dermed kompliceret at imødegå. Det var derfor let at få vestlige viderebringere af sligt til at stikke sig selv blår i øjnene mht., hvad de foretog sig. Al information er jo i princippet legitim som led i "debatten" i et pluralistisk demokrati. Og så kan kun en omfattende gennemgang af desinformatørens samlede fremtræden i medierne og andetsteds afsløre, at der foregår noget underligt. KGB's indflydelsesoperationer opererede derfor i høj grad ud fra netop dette koncept.

Indflydelsesagenternes virksomhed skal ses i dette perspektiv.

Mere konkret blev de brugt til at sluse fakta- og meningsstof ind i danske politiske partier, organisationer og medier samt til at bringe relevante oplysninger tilbage den anden vej. Endvidere brugtes de til (om muligt) at sætte sig på centrale positioner i vort opinionsdannelsessystem - især medierne og de politiske partier. Indflydelsesagenterne betragtedes i disse roller som særdeles værdifulde, fordi de udadtil fremstod som loyale borgere, der blot gav udtryk for egne meninger, og som handlede efter et legitimt skøn. Men en "insider" af denne art havde naturligvis også de bedste muligheder for at skaffe person- og andre oplysninger til brug for udarbejdelsen af de diagrammer over magtstrukturer, ressourcer m.v. i vort beslutnings- og opinionsdannelsesapparatet, der gjorde det muligt at se, hvor der bedst kunne sættes ind.

Hvad specielt indslusningsvirksomheden angik, er det væsentligt at forstå, at en indflydelsesagent altså ikke hovedsagelig var beskæftiget med bevidstløst at lancere løgnehistorier, der var stukket pågældende i hånden af en KGB-føringsofficer under skumle omstændigheder. Man bør også forstå, at KGB havde et klart blik for, at det kun gennem en selvstændig indsats fra agentens side kunne forventes, at stoffet ville blive lanceret i Vesten på en så indlevet måde, at det gled naturligt ind i meningsdannelsesapparatet dér. Endelig er det nødvendigt at forstå, at KGB anså det for vigtigt, at indflydelsesagenten i det ydre fremtrådte som neutral eller højst som blot almindeligt kritisk. Et PET-notat netop vedrørende JD er i så henseende illustrativt ("Vedr. Jørgen … Dragsdahl af 30/1 1985, s. 1 fn"). Det hedder heri: "I april 1977 gav Centret (i Moskva, red.) ordre til at optrappe arbejdet med D(ragsdahl) og rekruttere ham endeligt. Inden selve rekrutteringen skulle finde sted, fik residenturet af Centret besked på at udarbejde passende dækhistorier og holde Dragsdahl under konstant opsyn for at se, om han dæmpede tonen i sine antiamerikanske taler og undgik involvering i venstreorienterede aktiviteter …".

En god indflydelsesagent opererede i øvrigt så vidt muligt ikke med materiale, der lod sig føre direkte tilbage til KGB, men hellere på grundlag af "inspiration", "inside-information" og "kildehenvisninger" fra den sovjetiske "kontakt" (læs KGB-føringsofficeren på den lokale ambassade). Agenten kunne evt. ligefrem med lidt behændighed fra KGB's side bringes til egenhændigt at "finde" KGB-produceret materiale (der naturligvis i det ydre fremtrådte med en anden oprindelse). Grundmaterialet i desinformationen kunne således også være udsluset fra KGB via kilder ude i verden - styrbare eller medløbende medier, centre, forskere, kommentatorer osv. - som i agentens eget land (her Danmark) ville se tilforladelige ud, ja måske endog virke imponerende.

Det var følgelig uhyre vanskeligt på et rent politimæssigt grundlag at afsløre en indflydelsesagent alene på hans publikationsvirksomhed. Noget sådant krævede nemlig det meget intime kendskab til de anliggender, agenten beskæftigede sig med, som var nødvendig for en afsløring af tendensen i kildeforvridningen, den selektive stofanvendelse, accepten af uholdbare og usolide kilder osv., som karakteriserede indflydelsesagentens virksomhed. Og arbejdet på at sikre sig dette kendskab lå langt uden for det danske politis opgaver.

Strafbarheden

På dansk side var det ikke meningsfuldt for politiet at operere med KGB's klassifikationer indflydelsesagent/fortrolig kontakt/almindelig medløber. Dette så meget mere som at disse i praksis løb noget over i hinanden. Det strafferetligt og efterforskningsmæssigt relevante var, hvad personerne faktisk foretog sig.

Om strafbarheden af specielt indflydelsesagenters virksomhed er der skrevet en del i den juridiske teori. Ud over hvad der kan læses i Vagn Greve m.fl. Kommenteret Straffelov, Speciel Del, foreligger især en artikel af Ole Hasselbalch Ugeskrift for Retsvæsen 2008 s. 251 ff og en anden af Jørn Vestergaard i Juristen 1994 s. 154 ff. Mere overordnet kan herom siges følgende:

Ifølge straffelovens § 108 (den såkaldt "bløde" spionageparagraf), straffes den, som foretager noget, hvorved et fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område.

Det antages ud fra bestemmelsens forarbejder, at den ikke kriminaliserer den rene modtagelse af oplysninger fra den fremmede efterretningstjeneste og videregivelse af sådanne, lige så lidt som den omfatter sædvanlig journalistisk virksomhed. Under lovforberedelsen udtoges nemlig bevidst et forslag, som ville kriminalisere det, der bredt kan kaldes "propaganda" for en fremmed magt.

Kort sagt: Det er antagelig hos os lovligt at viderebringe sine egne meninger, også selv om de måtte være inspireret af et KGB, ligesom man har lov til at bringe selv de mest sindssyge faktaoplysninger. En KGB-indflydelsesagent handlede derfor ikke nødvendigvis strafbart. Det gjorde han kun, hvis han bistod KGB med at skaffe oplysninger, der hjalp KGB i den mod Danmark rettede virksomhed.

Den formelle grænse mellem det lovlige og det ulovlige i relation til § 108 er på dette grundlag meget vanskelig at trække. Anvendelsesområdet afhænger endvidere på det praktiske plan af lovens § 110 f, ifølge hvilken påtale sker efter justitsministerens bestemmelse. Og skiftende ministre har ikke været indstillet på at tillade, at der indledes straffesag i de tilfælde, hvor noget sådant kunne komme på tale. Afgørende herfor kan have været, at en straffesag kun kan ventes at ville føre til domfældelse, såfremt PET fremlægger sine bevisligheder, hvilket vil kunne skade forholdet til de allierede efterretningstjenester, hvorfra man evt. har hentet de afgørende oplysninger, og eller kilder (dobbeltagenter) hos den fjendtlige efterretningstjeneste, der er genstand for PET's opmærksomhed. Men det kan også have spillet en rolle, at i al fald dele af PET's ledelse vurderede, at det mest effektive imødegåelsesmiddel overfor for netop indflydelsesvirksomhed ikke var strafforfølgning, men derimod offentlig eksponering af indflydelsesagenten.

De danske aktører, der arbejdede til fordel for KGB, herunder JD, bevægede sig imidlertid i kraft af § 108 klart i et område, hvor PET havde lovhjemmel til at sætte en overvågning af dem i gang, så at man fik rede på, hvad de foretog sig, og kunne informere den danske regering m.fl. herom.

Hvad JD angår, er det således meget tvivlsomt, om JD formelt ville kunne straffes for at have desinformeret danske politikere og den danske offentlighed. Det fremgik imidlertid under landsretssagen, at JD var i en kritisk nærhed af en straffesag, når han f.eks. indrømmede at have skaffet KGB oplysninger (således om stemninger i visse kredse i USA). I et interview, han i sammenhæng med undersøgelserne op til DIIS-rapporten om Danmark under Den Kolde Krig gav til udrederne, begrundede han da også sine kontakter med KGB-folkene med, at de var nødvendige for hans journalistiske arbejde: "Som jeg siger: Journalister handler med informationer. … Så da kunne man tage valget så at tale med dem som en person, man kunne diskutere med, få nogle oplysninger fra og - som altid er gældende i journalistisk virksomhed - at de ville også få oplysninger tilbage." En agents indsamling af oplysninger og videregivelse af disse til den fremmede efterretningstjeneste er som nævnt formentlig er strafbar.

Moralen

I byretten i Svendborg kneb Dragsdahl en tåre, som åbenbart rørte ved noget i de ubegribeligt overfladiske og sjuskede dommere. Og i landsretten mødte han ifølge presserapporterne til domsafsigelsen med en kræftsyg kone på krykker og en grædende datter.

Hans proselytter mødte for deres vedkommende med champagne i tasken, forberedt på et åbenbart for dem indlysende udfald, men åbenbart også ganske ude af stand til at godskrive sig og begribe, hvad der var kommet frem de foregående mange retsdage.

Siden har Dragsdahl jamret over, at han ingen penge har til at betale den betydelige erstatning, han blev pålagt at udrede til Bent Jensen. Den kunne han ellers have undgået ved at lade være med at påføre Bent Jensen et årelangt søgsmål, et kæmpe ekstraarbejde med at følge Dragsdahls vanvittigt vidtløftiggjorte indlæg i sagen til dørs og ikke mindst - efter altså helt uholdbare byretsdom - mange personlige bekymringer for følgerne af blot at have opfyldt sin forpligtelse som statsbetalt forsker. Eller Dragsdahl kunne i det mindste have sikret sig, hvad de mange penge fra hans støtteindsamling gik til, således at de ikke, som det nu ser ud til, for hoveddelens vedkommende er forsvundet.

Det er fuldt legitimt at modargumentere sin egen ved frie valg udpegede regerings sikkerhedspolitik. Men det er klart illegitimt og dybt forkasteligt at gøre det på grundlag af manipuleret og vildledende materiale hentet via en udenlandsk, fjendtlig efterretningstjeneste af KGB's kaliber, som ikke giver det nazityske GESTAPO noget efter.

Dette var ikke desto mindre, hvad Dragsdahl gjorde dengang med uoverskuelige konsekvenser for egne medborgere til følge, hvis det var gået sådan, som hans samarbejdspartner i Moskva søgte at udvirke. Vel at mærke uden på forhånd at informere PET, sådan som en hæderligt arbejdende kollega, der mente at kunne få noget som helst ud af at samarbejde med KGB, ville have gjort. Endnu den dag i dag er det i øvrigt uklart, hvad Dragsdahl for sit vedkommende fik ud af dette samarbejde, som kunne være til blot nogen nytte eller reel værdi for hans danske publikum. I al fald har han været ude af stand til at redegøre herfor.

Og som også en tidligere kommunist, Jannich Kofoed siger i Politiken 17/2 2007: Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet - for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."

Det er forstemmende, at fremtrædende danske politikere dengang ikke var i stand til at se, at de blev snydt og manipuleret. Men det er endnu mere forstemmende, at mange politikere, medie- og kulturpersoner den dag i dag er ude af stand til at forstå, hvad der foregik, men tværtimod har støttet den således dybt kompromitterede Jørgen Dragsdahl, eksempelvis: Biskop Kjeld Holm, filosoffen Peter Kemp, de tidligere udenrigsministre Kjeld Olesen og Mogens Lykketoft, tidligere justitsminister Ole Espersen, tidligere indenrigsminister Birthe Weiss, tidligere økonomiminister Marianne Jelved, tidligere miljøminister Lone Dybkjær, tidligere minister og leder af CD Mimi Jakobsen, de forhenværende folketingsmænd Jens Bilgrav-Nielsen og Steen Folke, historikeren Kristian Hvidt, professor Uffe Østergaard, tidligere chefredaktør på Information, David Jens Adler og mange andre.

Jørgen Dragsdahl selv er absolut ikke at ynke. Der er ingen undskyldning for det, han gjorde.

Desuagtet ønsker næppe nogen af hans modstandere at se ham hængt i en lygtepæl.

Til gengæld forventer de, at han står til ansvar over for den offentlige mening for sine gerninger.

Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?