Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
Peter la Cour
forlægger, cand. phil. i samfundsfag
Offentliggjort mandag den 9. september 2013
 
Referat af mødet i Landsretten onsdag den 4. september
 

Dagens retsmøde bestod af sidste del af Karoli Némets forelæggelse af sagen og af Henrik Holm-Nielsens forelæggelse. 

Forskellen mellem de to indlæg var markant: Némeths indlæg var en klar og forståelig gennemgang af det årelange samarbejde mellem Dragsdahl og KGB, som der havde været. Henrik Holm-Nielsens forelæggelse var rodet – han sprang meget rundt i det og ledte hele tiden i sine papirer. Han henviste hele tiden til skriftligt materiale uden at forklare ret meget om, hvad det hele gik ud på.

Styrken i Némeths indlæg var først og fremmest, at Németh i høj grad refererede Dragsdahl for, hvad han selv havde vedgået – og det er faktisk ikke småting. Meget af det – f.eks. møder under konspiratoriske former i ind- og udland – fremstår som typisk agentvirksomhed, der sætter stort spørgsmålstegn ved Dragsdahls påstand om, at han kun var i (ikke-journalistisk) kontakt med Sovjet-ambassaden for at få sin kone ud. (Hvis andre almindelige danske statsborgere havde bedt om Sovjet-ambassadens hjælp til at få en ægtefælle ud af Sovjet, havde ”diplomaterne” vel næppe iværksat  ”rysteture” for at mødes med de pågældende!) 

Modsat advokat Ole Ravnsbo – som under byretssagen kom til at afsløre, at han ikke anede, at Dragsdahl var blevet gift med en russisk kvinde, som han forsøgte at bruge sine KGB-venner til at få ud af Sovjet – fortalte Németh grundigt om forløbet og Dragsdahls såkaldte forsøg på at ”lægge pres på KGB”. 

Det indebar bl.a. en lang oplæsning af to artikler fra JP den 14. januar 2007 ("De kaldte ham nr. 1" og "Jeg kunne gå gennem en retsag med flyvende faner"). Men det var uden tvivl ulejligheden værd (frem for bare at henvise til bilag nummer dit og dat). Det var en god idé at læse det hele op. Forsamlingen fik virkelig at vide, hvad der var foregået. Og dommerne sad og læste omhyggeligt med (og rettede Németh, hvis han læste forkert!) – så budskabet kom godt ind. 

Henrik Holm-Nielsen brugte en stor del af sin tid på omtale af et påstået tillæg til en amerikansk feltmanual med titlen FM30-31B. Et dokument som for længst er blevet stemplet som et KGB-produceret falsum bl.a. under amerikanske kongreshøringer og såmænd også af vores egen Kjeld Hillingsø, som havde adgang til alle feltmanualer. Det nævnte Holm-Nielsen dog ikke noget om. 

Han nævnte kun kode-titlen på dokumentet – og det meste af det han sagde,  gik nok hen over hovedet på både tilhørere og dommere. Holm-Nielsen gik langt ud ad tangenten med nogle bemærkninger om forskellige amerikanske forskere, som Bent Jensen havde givet et blakket skudsmål, men som Dragsdahl støttede sig til i sin påstand om, at FM30-31B muligvis var ægte. 

Dokumentet blev som bekendt gengivet i sin helhed i dagbladet Information. Og så troede Holm-Nielsen virkelig han havde fundet en god pointe: 

Hvis det virkelig var KGB-residensen i København, der stod bag offentliggørelsen af dokumentet i Information ”må champagnepropperne da være sprunget” i Kristianiagade, sagde han. Og så måtte det da også være noget, Gordievskij kendte til og havde fortalt sine vestlige efterretningskontakter om. 

Men – hvis jeg må komme med en personlig kommentar – ræsonnementet holder ikke, for Dragsdahl fik dokumentet under en rejse til USA, hvor han mødtes med redaktionen af det KGB-initierede tidsskriftet Covert Action Information Bulletin. Så det var KGB-folkene ovre i USA, som skulle have drukket champagne for at fejre, at de fik deres falsum afsat til en dansk avis. KGB-residensen i København behøver således slet ikke at have været inde over sagen eller for den sags skyld overhovedet at have haft kendskab til det.

Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?