Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
David Gress
historiker
Offentliggjort lørdag den 8. januar 2011
 
Dragsdahlsagen: En juridisk skandale
 

(Nedenstående blev bragt på Sapphos hjemmeside søndag den 26. december 2010. Med tidsskriftets accept bringes anmeldelsen her):

Et lyspunkt

Ole Hasselbalch er et sandt lyspunkt i det mørke af middelmådighed, der kendetegner alt for meget af dansk debat.  Udover at være ekspert i erhvervsret har han i årtier turdet engagere sig i medierne om sager af livsvigtig betydning for det danske samfund; sager, som medie-eliterne helst undgår.  Jeg er måske forudindtaget, idet jeg aldrig har læst et indlæg af Hasselbalch, jeg ikke var ganske enig i, og idet jeg, såvidt jeg kan dømme, deler de fleste af hans vurderinger om, hvad der tjener og hvad der skader det danske folks og samfunds interesser.

For ni år siden udgav Hasselbalch den stadig epokegørende bog Den stille krig om sovjetiske påvirkningsoperationer mod Danmark under Den Kolde Krig.  Journalisten Jørgen Dragsdahl optrådte heri, og hans injuriesag mod professor Bent Jensen var derfor en himmelsendt anledning for Hasselbalch til at videreføre og opdatere sine argumenter med udgangspunkt i denne såvel bekymrende som afslørende retssag.

Uanset hvad man måtte mene om Dragsdahl eller Jensen, er Hasselbalchs bog uvurderlig for den, der vil vide både hvad processen virkelig handlede om, og hvor ejendommeligt udfaldet var.

Det første mysterium

Forløbet indeholder en forbløffende række mysterier og urimeligheder, som giver et mildest talt lidet smigrende billede af det, de fleste vel stadig anser for et retssamfund. Dommernes behandling af såvel sagen som af den påklagede, altså Bent Jensen, var oprørende uprofessionel og ville i et ægte retssamfund have ført til streng påtale eller endda til, at disse dommere fremover blev udelukket fra at dømme i andet end færdselssager.

Det første mysterium hidrører imidlertid ikke fra Svendborg Ret, hvor denne farce af en proces fandt sted, men fra PET.  Dragsdahls klage mod Jensen gik jo, som man vil huske, ud på, at Jensen refererede PET’s mening om, at Dragsdahl i sin sikkerhedspolitiske journalistik i årene omkring 1980 optrådte som sovjetisk påvirkningsagent, endda i en grad, så han af russerne blev benævnt ”Nr. ét” i Danmark.  Dragsdahl mente, at denne beskrivelse brød injurielovgivningen, idet den var egnet til at skade hans omdømme.

Her kan man indskyde, at det kan Dragsdahl da ikke have ment alvorligt.  Dengang i 1980’rne, da han var mange danske politikeres vigtigste kilde til sikkerhedspolitiske analyser, var han stolt af at fremføre sine synspunkter.  Over for PET sagde han lige ud, at ”ingen behøvede at overbevise ham om, at Sovjetunionens synspunkter var korrekte.  I forvejen kunne han jo følge dem et langt stykke”.

Hvis en mening var god og rigtig og befordrende for verdensfreden i Dragsdahls øjne i 1980, kan den da ikke være forkert i 2010.  Dragsdahl har været glad for, at sovjetlederne var enige med ham, og det kan han da heller ikke mene anderledes i dag.  Der er intet injurierende i at påpege fakta, som er, at Dragsdahl helt frivilligt efterplaprede sovjetisk propaganda, eller at han bevidst og målrettet arbejdede på at undergrave Danmarks sikkerhed og frihed, idet han af sit ganske hjerte mente, at dette arbejde tjente freden.  At denne fred ville være en sovjetisk tyrannifred, må han som intelligent menneske have vidst og taget med i købet.

Mysteriet er, at PET-chefen efter først at have erkendt det indlysende, nemlig at PET’s vurdering af Dragsdahls forhold til det sovjetiske efterretnings- og spionagevæsen KGB var en vurdering, som PET naturligvis stod inde for, pludselig over for Jensen skiftede holdning og fremsatte den absurde påstand, at hvad en PET-medarbejder skrev, ikke dækkede tjenestens officielle vurdering.  Hasselbalch har let ved at vise, at denne forklaring ingen er.  En offentlig tjenestes udsagn må altid, med mindre andet udtrykkelig fremføres, stå til troende.

Imidlertid lagde dommerne, vel sagtens af en i øvrigt utilladelig uvidenhed om forvaltningspraksis, stor vægt på den nye PET-holdning.  Det var formentlig denne uprofessionelle holdning, som skadede Jensen mest.

Dårligt forsvar

Det næste mysterium er det dårlige forsvar, Jensen fik af sin og Jyllands-Postens advokat.  Avisen var nemlig også stævnet for at have bragt Jensens omtale af PET’s vurdering af Dragsdahls agentvirksomhed. Jensen begik ifølge Hasselbalch en graverende fejl, da han lod sin sag føre af avisens advokat, som ingen særlig interesse havde i at få Jensen frikendt, men kun avisen.  Desuden led advokaten af underlige huller i sin viden om den politiske situation i Danmark i de år, PET’s omtale af Dragsdahl vedrører.

Advokaten undlod således at fremføre argumenter, der hjalp Jensen, men hæftede sig i stedet ved perifere forhold, hvilket måtte give dommerne det indtryk, at Jensen havde en svag sag.

Det største mysterium er imidlertid dommerne selv.  De var ikke blot juridisk, men historisk ukyndige i en så uhyggelig grad, at de systematisk under retssagen tog parti for Dragsdahl, eksempelvis ved at falde for hans klynke-trick, hvor han på et tidspunkt foregav at briste i gråd, da de fremførte ting var så hårde for ham at høre.  Han fik tid til at sunde sig.  Den kætterske tanke ligger nær, at Dragsdahl var særlig vel tjent med en kvindelig retsformand.

Brud på dommeretik

Kvinde eller ej, retsformanden begik måske det groveste brud på dommeretik, da hun, mens retssagen endnu stod på, frejdigt bekendtgjorde at ville fælde dom en bestemt dag.  Det hverken kan eller må en dommer, og Jensens advokat burde omgående have krævet, at sagen gik om, eftersom dommerne åbenlyst var partiske for modparten.

Hasselbalch konkluderer i denne omhyggelige, medrivende og stofmættede gennemgang af sagen, at ”det vel nærmest ser ud til, at injuriesagen er rejst specifikt med det formål at få de for visse personer kedelige oplysninger, Jensen har fået halet frem, neutraliseret ved at feje professoren af banen”.

Med fare for selv at havne i den politisk korrekte dommerstands kløer må jeg slutte, at Hasselbalch her kun lettere forblommet antyder en ideologisk eller psykologisk alliance mellem PET, dommerne, Dragsdahl og bag dem de massive divisioner af enstænkende medier og meningsmagere. Skulle nogen mene, at demokratiet og friheden vandt Den Kolde Krig, lad ham da læse denne bog og græmmes.

Køb bogen via Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?