Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
Jens Gregersen
direktør, cand. polit.
Offentliggjort mandag den 13. september 2010
 
Stakkels forfulgte Dragsdahl
 

I et læserbrev i Politiken 27/8 opfordrer Mogens Lykketoft og syv medunderskrivere til at støtte journalist Jørgen Dragsdahl økonomisk, så han ikke 'bliver økonomisk ruineret af en milliongæld.' Hvordan denne milliongæld er opstået er ikke godt at vide. Ved Retten i Svendborg blev Dragsdahl tildelt godt en halv million kroner, som skal udredes af professor Bent Jensen. Hertil kommer, at en indsamling til fordel for Dragsdahl allerede har kastet 800.000 kroner af sig. Det giver i alt 1,3 millioner kroner. Dragsdahls advokat, Henrik Holm-Nielsen, har udskrevet en regning på 1 million kroner for mere end 1600 timers arbejde med sagen. Det bliver til et overskud på 300.000 kroner. Dragsdahl skulle godt nok betale 50.000 kr. til dækning af Jyllands-Postens sagsomkostninger, men alligevel har retssagen altså foreløbig været ganske indbringende for ham.

Nu undlader de otte læserbrevsskribenter helt at nævne, at dommen ved Retten i Svendborg den 2. juli 2010 er anket til Østre Landsret. Måske forudser de muligheden for, at landsretten omstøder byrettens dom, således at den halve million kroner fra Bent Jensen alligevel ikke kommer til udbetaling. Og så står Dragsdahl med et underskud på 150.000 kroner plus betaling af yderligere advokattimer. Det er altså ikke rigtigt, at Dragsdahl 'sågar vandt sin sag'. Sagen verserer fortsat ved domstolene, og vi afventer en endelig dom.

De otte skribenter med Lykketoft i spidsen fremsætter i øvrigt en række fejlagtige påstande, som det er på tide at få manet i jorden:

1. Dragsdahl har angivelig 'fået undergravet sit levebrød som uvildig journalist', fordi 'indflydelsesrige politiske venner' har 'gjort det fuldstændig gratis for Bent Jensen at tilsværte Dragsdahl'. Jamen, hvorfor har Politiken eller Information eller DR ikke straks ansat ham som udenrigskorrespondent og politisk kommentator? Så var det problem løst. Allerede i oktober 2004 jamrede Dragsdahl over, at han ikke kunne få arbejde. Det skete, da han blev interviewet af chefudreder Svend Aage Christensen og nogle andre medarbejdere ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) som led i udarbejdelsen af udredningen om Danmark under Den kolde Krig, der kom i 2005. Enhver kan finde interviewet på nettet. Der gik mere end to år, før Bent Jensen i Jyllands-Posten den 14. januar 2007 offentliggjorde den artikel, der lå til grund for Dragsdahls injuriesag mod ham, så Bent Jensens artikel kan altså ikke være årsag til Dragsdahls arbejdsløshed. I øvrigt er Dragsdahl nu kommet i 'aktivering' hos vennerne på DIIS, så helt skidt står det åbenbart ikke til med ham.

2. Lykketoft m.fl. svinger sig op til at hævde, at ytrings- og pressefriheden er blevet underløbet 'af en usaglig og dæmoniserende hetz med beskyldninger om at være spion og landsforræder.' Bent Jensen har ikke hævdet, at Dragsdahl var 'spion og landsforræder'. Man vil lede forgæves efter de to ord i Bent Jensens omtale af Dragsdahl i hans artikler i Jyllands-Posten, Information, Weekendavisen og andre steder. Bent Jensen har alene citeret fra autentiske PET-dokumenter, der omtaler ham som 'KGB-agent' eller 'KGB-påvirkningsagent'. Det kunne han gøre, fordi han har gennemgået PET's intensive efterforskning gennem en årrække af Dragsdahl og hans møder med KGB-agenter i ind- og udland, der som regel fandt sted under konspirative former. Denne efterforskning var grundlag for, at PET's ledelse i Schlüter-årene kunne holde regering og embedsmænd orienteret om Dragsdahls og andre KGB-agenters meriter. Hertil kom, at PET fra dobbeltagenten Oleg Gordijevskij, der var oberst i KGB, via den britiske efterretningstjeneste, MI6, fik bekræftet, at også KGB opfattede Dragsdahl som deres agent. I et notat klassificeret ”Hemmeligt” og undertegnet ”Politiets Efterretningstjeneste, den 1. oktober 1985” skrev PET følgende: 'a) journalist ved Information, Jørgen Dragsdahl, har overtrådt straffelovens § 108, idet han siden 1978 har virket som ”påvirkningsagent” for KGB. Dragsdahl, der af KGB blev tildelt dæknavnet STOT, vidste [understregningen er PET's, JG], at hans kontakt på den sovjetiske ambassade i København var efterretningsofficer. Hans forsæt til den strafbare handling blev yderligere bestyrket ved, at der blev afholdt konspirative møder i Københavns omegn samt 3. landsmøder.' Det er ubegribeligt, at PET-kommissionen i sin beretning undlod at citere dette klare udsagn, som også Retten i Svendborg fuldstændig negligerede.

3. Bent Jensen er i sine artikler slet ikke kommet ind på, om Dragsdahls gerninger var ulovlige, og om han derfor kunne eller burde være retsforfulgt i henhold til den danske straffelov. Bent Jensen er historiker og ikke jurist. Det har han udtalt talrige gange, undertiden sammen med en vis undren over, at der åbenbart ikke blandt jurister hersker enighed om dette spørgsmål. I PET-notatet ovenfor siges det klart, at Dragsdahl havde overtrådt § 108 (spionage-paragraffen), men det er jo domstolene og ikke PET, der afgør dette spørgsmål. Og det står nu klart, at PET's ledelse ikke ønskede at indstille til justitsministeren, at der skulle rejses straffesag mod Dragsdahl og en række andre KGB-nære journalister og politikere.   I øvrigt havde PET seks lange samtaler med Dragsdahl i sommeren 1985. Den 20. marts 1986 blev Dragsdahl af PET tilsagt til endnu en samtale med henblik på at give ham en advarsel om, at hans aktiviteter befandt sig i en 'gråzone'. I sommeren 1985 var Gordijevskij af MI6 blevet exfiltreret fra Sovjetunionen. PET kunne derfor nu foreholde Dragsdahl en række oplysninger, som stammede fra Gordijevskij og fra PET´s egen efterforskning, og som Dragsdahl meget modstræbende måtte indrømme fx om hans konspirative møder med KGB i Wien. Disse oplysninger havde Dragsdahl holdt for sig selv under de mange tidligere samtaler.

4. For dommerne ved Retten i Svendborg var det udslaggivende, at Dragsdahl hverken blev sigtet eller dømt i sin tid. Men dette forhold er som sagt irrelevant for en vurdering af, om Dragsdahl af både PET og KGB blev opfattet som agent. PET-dokumentationen er overvældende. Forhåbentlig får Bent Jensen af PET lov til at fremlægge de relevante dokumenter i åbne retsmøder, så vi undgår samme hemmelighedskræmmeri som i Svendborg, hvor tilhørerne blev gennet ud, når der var risiko for, at talen faldt på PET-dokumenter, eller når tidligere PET-chefer skulle afgive forklaring. Konsekvensen heraf er, at sammenlagt ca. 30 af dommens 86 sider simpelthen er blanke. Både Dragsdahl og Bent Jensen samt deres advokater har fået et komplet sæt af dommen uden disse udeladelser, men med pålæg om, at det er strafbart at videregive den bortcensurerede tekst. Offentligheden er derved unddraget mulighed for at vurdere, om dommerne har givet en retvisende fremstilling af behandlingen af PET-dokumenterne og af PET-chefernes forklaringer. At dommerne valgte at lægge vægt på den manglende retsforfølgelse i sin tid tyder dog ikke på, at de har gjort noget som helst alvorligt forsøg på at sætte sig ind i de fremlagte PET-dokumenter. Det utrolige sjusk, der præger dommens skriftlige udformning, tyder heller ikke på omhu.

Nu kommer ankesagen som nævnt for landsretten. Vil sagen her blive en gentagelse af forløbet i Svendborg? Næppe. I Svendborg fremlagde advokat Henrik Holm-Nielsen 8 ringbind med i alt 1600 dokumenter. De fleste havde intet med sagens kerne at gøre. Dommerne er simpelthen druknet i denne syndflod af dokumenter om mere eller mindre interessante aspekter af Den kolde Krig. Hertil kom at Holm-Nielsen førte en lang række vidner, alle Dragsdahl-sympatisører og med fine titler som professor, lektor og chefudreder. Hovedparten af de ni retsdage i Svendborg gik altså med fremlæggelse af Dragsdahls materiale og afhøring af Dragsdahls vidner.  To af Bent Jensens hovedvidner mødte ikke op; retten havde forsømt at indkalde det ene, og det andet befandt sig i Irak. Bent Jensens advokats fornuftige synspunkt var, at alle de 35 udsagn i Bent Jensens artikler, som Holm-Nielsen anså for injurierende, aldeles ikke var det. Men synspunktet blev argumenteret alt for spagt og druknede som sagt i den overvældende informationsstrøm og vidneførsel fra modparten.

Den erfarne advokat Károly Németh bliver Bent Jensens advokat i landsretten. Németh kom til Danmark efter det ungarske oprør mod de sovjetiske besættelsestropper i 1956. Man må håbe, at han med denne baggrund har en anderledes engageret indstilling til en sag, der handler om KGB og deres villige vestlige håndlangeres aktiviteter til skade for demokrati og frihed. Man må også håbe, at det lykkes for ham at få smidt modpartens otte ringbind i skraldespanden, så sagen ikke bliver afsporet, men alene kommer til at handle om, hvorvidt PET og KGB dengang opfattede journalist Jørgen Dragsdahl som agent for KGB.

For at forstå hvorfor Mogens Lykketoft nu er gået i brechen for Dragsdahl kan det være nyttigt at gå tilbage i tid og se på Lykketofts samtidige opfattelse af Sovjetunionen, Kina, Cuba og de baltiske lande.

I 1968 redigerede Lykketoft bogen Magtspil og sikkerhed, som udkom, mens han var formand for Frit Forum. Bogen havde bidrag af unge socialdemokrater, herunder den senere generalmajor Karsten Møller og energiminister Poul Nielson, og var efter forfatternes egen opfattelse 'en analyse af blokpolitikken og Danmarks tilpasning'. Alene ordet 'blokpolitik' siger meget om forfatternes neutralistiske syn på øst-vest konflikten. Faktisk var bogen ikke engang neutralistisk, den var snarere pro-sovjetisk, idet Lykketoft selv gav en overordentlig forstående 'analyse' af den stalinistiske udenrigspolitik efter 1945. Den blev forklaret og retfærdiggjort som en forståelig reaktion på USA's anti-sovjetiske ´blokpolitik´ i Vesteuropa og amerikanske krigstrusler mod Sovjetunionens vældige og fredelige genopbygningsprojekt. Sovjetiske begreber som gigantisk og enorm prægede stilen. Verbet 'måtte i betydningen 'var nødt til' eller 'kunne ikke andet' optræder igen og igen i den apologetiske beskrivelse af Stalins politik. Stalins og Sovjetunionens militærpolitik betegnes konsekvent som sikkerhedspolitik.

Sovjetunionen måtte således i sommeren 1947 se sig stillet over for en gigantisk udfordring i hele den europæiske politik. Mens Vesteuropa havde fået stillet enorm økonomisk hjælp i udsigt, måtte Sovjet og de østeuropæiske lande trække sig selv op ved hårene, samtidig med at Stalin – alene for ikke at bukke under for amerikansk pres – måtte imødese kaprustning. De vældige sovjetiske genopbygningsplaner ville blive hæmmet, og Sovjetunionens politiske og militære sikkerhedsmål truet af den mere og mere målbevidste anti-sovjetiske blokpolitik i Vesten. Stalin måtte betragte de vestlige udtalelser og krav om frie valg i Østeuropa som et forsøg på at nedbryde det sovjetiske sikkerhedsbælte, før det var etableret – og dermed fratage Sovjetunionen resultaterne af den enorme krigsindsats. Faktisk var der tale om en total ukritisk gengivelse af den stalinistiske forståelse af den storpolitiske udvikling siden 1945.

Lykketoft & Co mente heller ikke, at det var sikkert, at det var Nordkorea, der påbegyndte angrebskrigen mod Sydkorea i 1950. Det var allerede på det tidspunkt (1968) en ret fantastisk opfattelse, for det var for længst dokumenteret, at Nordkorea med Stalins accept var aggressoren. Det var i øvrigt heller ikke rigtigt, at Østeuropa ikke fik stillet Marshall-hjælp til rådighed. Det var Stalin, der forbød de østeuropæiske lande at modtage den amerikanske hjælp. Cuba-krisen i 1962, hvor Nikita Khrustjov satte verdensfreden på spil, blev forstående beskrevet således: 'Cuba-aktionen kan resumeres som et sovjetisk fremstød i USA´s militære indflydelsessfære i et forsøg på at skabe en større grad af magtbalance.'

Lykketoft så med stor sympati på Castros samba-socialisme og andre former for marxistisk-leninistiske regimer. I januar 1976 kaldte han USA´s politik i det sydlige Afrika for stupid. Danmark skulle anerkende det marxistisk-leninistiske MPLA-regime i Angola; det ville være en solidaritetserklæring til 'de kræfter, der skal bære Afrikas fremtid.' Afrikas fremtid skulle altså baseres på marxistisk-leninistiske regimer. I januar 1979 vendte Lykketoft hjem fra en delegationsrejse til Kina fuld af begejstring for den kinesiske kommunisme og ikke mindst Mao Tse-tung. I en kommentar i Information skrev han:

'Der er ingen tvivl om, at Mao Tse-tung er en af verdenshistoriens helt store nyskabere. Alle, der har studeret den kinesiske revolutions historie, vil vide, at dens heldige gennemførelse og ganske særlige udformning næppe kunne tænkes uden denne enestående personlighed. Han gennemførte revolutionen i verdens største nation, - og han gennemførte den på en måde, der i alt væsentligt og det meste af tiden havde accept fra det store flertal af fortrykte bønder og arbejdere.'

Lykketoft havde altså studeret den kinesiske revolution og vidste derfor besked om Maos mange velgerninger. Tilsyneladende havde han under sine revolutionsstudier overset, at der også var et par stykker til, der havde bidraget til at gennemføre revolutionen. Og man må formode, at de mange millioner fortrykte bønder, der sultede ihjel takket være hans forrykte politik, ikke var med blandt de bønder, der accepterede Maos massemord. Den slags forstyrrede ikke Lykketofts lovprisning. Mao havde sikret 'Kinas millioner den elementære tryghed i form af tilstrækkelig mad, nødvendige klæder og elementær skoleuddannelse og sundhedspleje.' Lykketoft accepterede uden at blinke regimets propaganda om de såkaldte folkekommuner, som i øvrigt blev opløst i 1982, fordi de var en økonomisk katastrofe. I Lykketofts beskrivelse var folkekommunerne en ideel foreteelse, 'velegnet til at klare en balanceret, men kraftig økonomisk vækst.'

I slutningen af 1980'erne fik de baltiske nationer af bl.a. Lykketoft at vide, at de skulle holde sig i ro, dvs. forblive etpartistyrede kommunistiske sovjetrepublikker.

Der går altså en lige linje fra Lykketofts begejstring for de hedengangne socialistiske regimer til hans nylige redningsaktion for Jørgen Dragsdahl.

Politiken har ikke √łnsket at bringe manuskriptet som kronik.

Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?