Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
Ole Hasselbalch
professor, jur. dr.
Offentliggjort mandag den 23. august 2010
 
Dommen i Dragsdahl-sagen
 

Dommen er faldet i den såkaldte Dragsdahl-sag. Professor Bent Jensen er dømt for at have refereret PET-papirer, der karakteriserer journalist og politisk kommentator Jørgen Dragsdahl som ”KGB-agent”, og for at have beskyldt ham for desinformationsvirksomhed under Den kolde Krig.

Overvældet af sagens komplikationer vil mange nok nøjes med bare at anskue den som endnu et led i opgøret mellem ”højre- og venstrefløjen”. Der er imidlertid anledning til at se den i et mere nuanceret perspektiv.

Dragsdahls advokat fremlagde en sådan mængde bilag – hele 8 ringbind – at man undrer sig over, hvorledes retten overhovedet kunne håndtere dem. Ringbindenes indhold er oven i købet for hovedpartens vedkommende sagligt irrelevant.

Sagen ligner derved en ”filibustersag” – et injuriesøgsmål gennemført i former, som er egnet til at få retten til at gå til bunds i materien og den indstævnede til at tabe ene og alene af den grund, at det er umuligt at finansiere et ordentligt forsvar.

Endnu større er forundringen ved at læse selve dommen.

Af Dragsdahls partforklaring på knap 6 sider i domsudskriften - som umuligt kan være fortrolighedsbelagt og dermed lovligt unddraget offentlighedens indsigt - er langt det meste strøget i den version, som kan erhverves af udenforstående. Vi berøves derved muligheden for at se, om forklaringen stemmer med, hvad han før har sagt, eller om der i mellemtiden er sket en barmhjertig tilpasning af hans hukommelse. 

Forundringen vokser under den videre læsning:

Retten finder f.eks. ikke, at PET-dokumenterne, hvis karakteristik af Dragsdahl som ”agent” Bent Jensen anklages for at referere, dækker PETs ”institutionelle” opfattelse. Man plejer ellers at antage, at offentlige myndigheder, der videregiver papirer, indestår for, at disse dækker myndighedens opfattelse, medmindre der tages udtrykkeligt forbehold. Og PET-sagsbehandlernes karakteristisk af Dragsdahl som agent er faktisk blevet videregivet opad. Sagens bilag P 11 er f.eks. et dokument bestemt til brug for regeringens udvisning af en sovjetisk ambassademedarbejder, Katerinkin, i anledning af dennes ulovlige virksomhed bl.a. i samvirke med en dansk ”agent”, der i dokumentet identificeres som Jørgen Dragsdahl.

PET skulle med andre ord have indstillet en udenlandsk diplomat til udvisning på grundlag af et papir, PET ikke stod inde for? Man ser scenen for sig. PET chefen siger til ministeren: ”Hr. minister udvis venligst hr. Katerinkin på grundlag af dette papir, hvis karakteristik af hans danske samarbejdspartner som agent PET dog ikke indestår for”.

Dommen lægger også vægt på, at PET ikke indstillede Dragsdahl til strafforfølgning. Et af de afhørte vidner forsøgte ellers med fortvivlelsens kræfter at gøre dommerne opmærksom på, at det efter straffeloven ikke nødvendigvis er strafbart at gøre det, KGB brugte sine agenter til.

Dommens retsanvendelse er i det hele taget ejendommelig. Den antager f.eks., at den omstændighed, at Bent Jensen har offentliggjort sine resultater i et dagblad, og at artiklerne ikke fremstår som en sædvanlig afrapportering af et forskningsresultat, medfører, at han ikke har den udvidede ytringsfrihed, der gælder for forskere i forbindelse med en videnskabelig debat ved bedømmelser af andres faglige arbejde. Dommerne henviser i denne forbindelse til den juridiske teori – men har antagelig fejllæst håndbogen på området, nemlig Vagn Greve m.fl. ”Kommenteret straffelov Speciel del”, (9. udg. 200) s. 467. Her siges det, at den ”videnskabelige debat og andre faglige bedømmelser har … vide rammer under forudsætning af, at den holdes inden for den faglige kreds eller over for de særligt berørte”. Den omtalte juridiske teori angår med andre ord bedømmernes udtalelser om de bedømte og udtalelser fra deltagerne i en videnskabelig eller faglig debat om hinanden. Men Dragsdahl er ikke en kollega under bedømmelse eller i en debat - han er i relation til Bent Jensen genstand for en samtidshistorisk, videnskabelig undersøgelse.

Videre henviser retten – korrekt - til retspraksis om, at journalister har en videre ytringsfrihed end andre, men siger så, at Bent Jensen ikke fremtrådte som journalist, men som forsker.

I universitetslovens § 2 bestemmes, at universiteterne skal tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat. En del forskere arbejder da også både som forskere og journalistisk. Omvendt rummer journalisters undersøgende og analyserende arbejde ofte klare elementer af forskning. Berøver det journalisten den udvidede ytringsfrihed? Hvad er forskellen på en journalist, der finder noget af betydning, og en forsker, der finder noget – evt. nøjagtig det samme? Er meningen, at journalisten godt må viderebringe det fundne, men forskeren ikke, og at forskerne i det hele taget skal holde sig i deres studerekamre og nøjes med at mumle sagte til hinanden?

Dommerne har kort og godt misforstået injuriereglernes anvendelighed i relation til offentliggørelse af forskningsresultater i et demokratisk samfund. De forstår ikke ytringsfrihedens rolle i folkestyrets fødelinje og dens deraf følgende placering i relation til injurielovgivningen.

Sagens kerne er, at Bent Jensen jo altså har fundet det, han har fundet, i PET’s arkiver, og han har fremlagt sine fund i den form, som er nødvendig, når den almindelige presse bruges som medie.

Samtidig har retten overset, at netop deltagere i samfundsdebatten – hvilket Dragsdahl ubestrideligt var - ifølge den i Danmark direkte gældende menneskerettighedskonventions artikel 10 må tåle særlig meget.

Endnu mere underligt er det, at retten ikke finder det bevist, at Dragsdahl drev ”disinformation”. Det vil føre for vidt at komme ind på detaljerne i denne bevisvurdering. Men det bør dog nævnes, at retten tilsyneladende har misforstået fænomenet:

Ordet ”disinformation” findes ikke på dansk – rette udtryk er desinformation, og dette betyder bevidst vildledning. Sådant foregik – og foregår - ikke blot ved brug af falske informationer, men også ved udvalgt information, misforståelige informationer, falske eller manipulative argumenter osv. Det bevidste kan meget vel ligge hos en bagmand – i dette tilfælde KGB – som, benytter godtroende, men egnede medløbere. Bent Jensen fremlagde et langt notat med eksempler på desinformation hentet i Dragsdahls skriverier. Det er i øvrigt svært at forstå, at Dragsdahl ikke skulle indse, at disse rummede elementer af vildledning, samt at denne tjente sovjetiske interesser. Ifølge et referat af en samtale med PET (sagens bilag P 9) har han selv sagt, at ”ingen behøvede at overbevise ham om, at Sovjetunionens synspunkter var korrekte. I forvejen kunne han jo følge dem et langt stykke”.

Men det er da for øvrigt i et demokratisk land ikke strafbart at vildlede i den politiske debat – i så fald ville politiet få nok at gøre efter hvert valg.

Dommen hviler altså på en forudsætning om, at Dragsdahl ikke har afleveret kritiske oplysninger til KGB - og derved gjorde sig skyldig i noget strafbart - og at han heller ikke brugtes som redskab for KGB’s desinformationsvirksomhed i Vesten. Den overraskede læser af dommens 86 sider spørger herefter sig selv, hvilken interesse KGB da overhovedet havde i at pleje den i sagens papirer påviste tidrøvende, besværlige og kostbare omgang med manden?

Det er umuligt i domsudskriften at se, hvor meget af det, der er gået galt i Svendborg ret, der må tilskrives svigt hos Bent Jensens advokat, og hvor meget, der skyldes svigt hos retten. Så meget ligger imidlertid fast, at denne skal indestå for en korrekt retsanvendelse, herunder i lyset af injuriereglernes placering i forhold til folkestyrets grundlæggende principper. Og det har dommerne ikke gjort.

Det ligger endvidere fast, at sagen drejer sig om andet end et opgør mellem to politiske ”fløje”. Den drejer sig nu om justitsvæsenets anseelse samt om forskerens frihed til at fremlægge sine fund samt om pressens mulighed for at trække på forskere og for selv at drive dybdeborende journalistik.

Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?