Kleio - Historiens muse
Nordea Bank. Reg. nr. 2266. Kontonr. 0712 980 141
Ny indsamling - beløb tirsdag den 15. september 2015 kr. 608.320
Lars Hedegaard
historiker
Offentliggjort tirsdag den 8. juni 2010
 
Her hviler Historieforskningen
født ca. 400 f.Kr. i Athen - død 2010 i Svendborg
 
(Oprindelig artikel fra tidsskriftet Sappho. Find den originale og identiske artikel her)

Den 2. juli afsiger dommeren i Svendborg, Mette Langborg, og hendes to meddommere, Anni Brix Olesen og Kim Ottesen (konstitueret), dom i journalist Jørgen Dragsdahls injuriesag mod professor, dr.phil. Bent Jensen. Og hvis dommen som forventet følger retningslinjerne i den "tilkendegivelse", som retten afgav den 7. maj, må Bent Jensen regne med at blive dømt med piber og trommer.

Bent Jensens brøde består i, at han har citeret PET-kilder for den opfattelse, at Jørgen Dragsdahl i 1980'erne optrådte som agent for det sovjetiske KGB. Det finder retten groft og ærekrænkende, og falder den endelige dom ud som forventet, kan Bent Jensen se frem til en tortgodtgørelse til Dragsdahl på 200.000 kr., ud over at han skal straffes med 20 dagbøder à 2.000 kr. Hertil kommer et ukendt beløb til Dragsdahls advokat, som Bent Jensen også må udrede.

Bent Jensen oplyste kort efter tilkendegivelsen, at han agter at appellere en sådan dom til landsretten.

Massiv kritik

Retshandlingen i Svendborg har allerede affødt massiv kritik, bl.a. i en kronik i Jyllands-Posten den 25. maj af professor, jur.dr. Ole Hasselbalch, som påviser flere mærkværdige omstændigheder. Således undrer Hasselbalch sig over, at dommerne allerede onsdag den 5. maj - inden Bent Jensens vidner var afhørt og inden hans advokats procedure - i øvrigt under en pause, hvor Bent Jensens advokat ikke var til stede - kunne meddele, at de betragtede sagen som så afklaret, at de 48 timer senere ville bekendtgøre resultatet i form af deres "tilkendegivelse".

Det kan man kun betegne som et formidabelt overblik.  

I øvrigt undrede flere af tilhørerne sig over den fidele behandling, som dommerne gav Jørgen Dragsdahls vidner. Med en enkelt mulig undtagelse - nemlig chefudrederen for den nedenfor nævnte DIIS-udredning "Danmark under Den Kolde Krig" (2005), Svend Aage Christensen - havde ingen af dem vist nok læst det kildemateriale, som Bent Jensen har forsket i. I stedet optrådte de som karaktervidner, der berømmede Dragsdahls menneskelige kvaliteter og store journalistiske fortjenester - eller de udbredte sig om forskellige udlægninger af Den Kolde Krig. Hvad det så havde med sagens substans at gøre.

Helt anderledes forholdt det sig med det eneste vidne, som Bent Jensens advokat førte i de åbne retsforhandlinger, journalist Jakob Andersen, der i begyndelsen af 1990'erne dækkede Dragsdahl-sagen for Ekstra Bladet. Han fik ikke meget plads, idet dommeren bad ham holde sig til sagen - men på det tidspunkt anså hun den jo også allerede for afklaret.

Ifølge professor Hasselbalch kan Svendborg-dommerne ikke deres jura og er derfor gået galt i byen på flere punkter:

I deres tilkendegivelse hæfter dommerne sig ved, at anklagemyndigheden ikke fandt grundlag for i sin tid at strafforfølge Dragsdahl. Og det mente de tydeligvis var et bevis på, at kan ikke kunne have været KGB-agent. Men som Hasselbalch bemærker: "En person kunne imidlertid udmærket være 'agent' for KGB uden at foretage sig noget, der var strafbart eller dog blev retsforfulgt." Og han tilføjer: "Kort og godt: Retten i Svendborg véd mere om, hvem der var eller ikke var agent for KGB end KGB's egne folk og dem, der på dansk side vidste mest om tingenes tilstand hos KGB."

Som det fremgår af Bent Jensens egne artikler om sagen, har han på intet tidspunkt hævdet, at Dragsdahl skulle have pådraget sig noget strafansvar, hvilket han jo som historiker heller ikke er kompetent til at vurdere.

Hasselbalch sår også  tvivl om, hvorvidt Svendborg-dommerne overhovedet har forstået injurielovgivningen og sat sig ind i forskeres ret til formidle deres forskningsresultater.

"Loven siger," skriver professor Hasselbalch i sin kronik i Jyllands-Posten, "at der er straffrihed, når ytringens sandhed bevises, såvel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale sig eller handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse. Straffen kan endvidere bortfalde, når der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand."

STOT

Adskillige af de kilder, som Bent Jensen har studeret i forbindelse med sin forskning, er belagt med tavshed. I en forskningsrapport udsendt af Center for Koldkrigsforskning (Bent Jensen: "PET-kommissionens beretning bind 13: KGB's kontakt- og agentnet i Danmark (2009)" (marts 2010)  har Bent Jensen imidlertid citeret fra afklassificerede kilder.

"Ikke alene KGB," noterer Bent Jensen, "men også PET selv gav i en lang række interne analyser og notater 1983ff udtryk for, at den danske tjeneste betragtede JD [Jørgen Dragsdahl, red.] som KGB-indflydelsesagent."

Et tre-siders notat fra 1985, klassificeret som "hemmeligt" og undertegnet "Politiets Efterretningstjeneste, den 1. oktober 1985", efterlader ifølge Bent Jensen ingen tvivl om, hvordan PET så på Jørgen Dragsdahl. Her hed det nemlig:  

"a) journalist ved Information, Jørgen Dragsdahl, har overtrådt straffelovens § 108, idet han siden 1978 har virket som 'påvirkningsagent' for KGB. Dragsdahl, der af KGB blev tildelt dæknavnet STOT, vidste, at hans kontakt på den sovjetiske ambassade i København var efterretningsofficer. Hans forsæt til den strafbare handling blev yderligere bestyrket ved, at der blev afholdt konspirative møder i Københavns omegn samt 3. landsmøder." [understregningen af ordet vidste er PET´s]

Samme notat konkluderer, at Dragsdahls opgave var:

"at øve indflydelse på  den vestlige offentligheds politiske bevidsthed", og at det anses for "påvist, at Dragsdahl har været hvervet af Den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, hvorved der utvivlsomt foreligger en overtrædelse af straffelovens § 108."

Af et PET-notat fra januar 1986, som Bent Jensen også citerer i forskningsrapporten, fremgår om Jørgen Dragsdahl:

"KGB anvendte ham i active measures operationer og som påvirkningsagent i arbejdet mod "hovedfjenden" (USA) [...] I 1978 blev D rekrutteret som agent, og i 1980 udsendte Information ham som korrespondent i USA. Under dette ophold forsynede KGB D med penge, og han blev mindst 3 gange kaldt til 3-landsmøder i Wien. Han skaffede KGB oplysninger om USA's politik og forsvarsspørgsmål, og han blev betegnet som en god og resultatrig agent [...] I 1982 var han til endnu et møde i Wien. Året efter fandt den sidst konstaterede konspirative forbindelse sted mellem KGB og D."

Af PET-notatet fra januar 1986 fremgår, at der bl.a. var politiske grunde til, at der ikke blev rejst tiltale mod Jørgen Dragsdahl. På den baggrund er det vanskeligt at se, hvordan dommerne i Svendborg kan påberåbe sig den manglende tiltalerejsning mod Dragsdahl som argument for, at han ikke skulle være agent.

Pjecen fra Center for Koldkrigsforskning bringer flere citater, der tydeliggør, hvordan man i PET betragtede Jørgen Dragsdahl.

Men hvis det overhovedet er lykkedes Bent Jensens advokat at bringe disse PET-vurderinger til dommernes kendskab, har det ikke gjort indtryk på dem.

"Personlige holdninger"

I hvert fald hævder Svendborg-dommerne i deres "tilkendegivelse", at PET's vurderinger af Dragsdahl "alene var udtryk for den enkelte medarbejders personlige holdning". Retten forestiller sig altså, at tilfældige medarbejdere i PET har udarbejdet rapporter med et så opsigtsvækkende indhold som dem om Dragsdahl, der ikke udtrykte andet end deres personlige meninger.

Dette til trods for at Bent Jensen i den citerede rapport kan godtgøre, at et 16-sider langt PET-notat dateret 1. oktober 1985 udarbejdet med henblik på at orientere regeringen, også betegner Jørgen Dragsdahl som agent. Det ene af notatets kun tre eksemplarer gik til PET's chef, der åbenbart ikke har haft noget at indvende mod vurderingen. I hvert fald er der ingen kritisk påtegning.

Retten i Svendborg - hvis den da overhovedet er blevet gjort bekendt med eller har opfattet denne kendsgerning - vil med andre ord have os til at tro, at PET udarbejdede notater beregnet på at orientere regeringen, der blot udtrykte en ud af muligvis flere meninger i tjenesten. Eller at tilfældige medarbejdere sad og skrev fristile om mere eller mindre løsagtige formodninger.

Hvis det er sådan, man skal opfatte journaliserede skrivelser på officielt papir, rummer det spændende perspektiver for det kommende forhold mellem borgere og myndigheder. Næste gang, en borger modtager f.eks. en rykker fra Skat, vil han med henvisning til Svendborg-dommen kunne spørge, om den nu ikke bare er udtryk for en eller anden kontorassistents personlige vurdering og lade være med at betale, indtil han modtager et personligt brev fra skatteministeren.

På samme måde må  enhver, der er dømt i en dansk retssal, kunne afvise dommen med den begrundelse, at den jo blot udtrykker en eller anden dommers personlige mening.

Juridisk kursus i kildekritik

Som det er fremgået, har dommerne i Svendborg fuldt op at gøre med at bakse med juraen, men det afholder dem ikke fra at ville belære professor, dr.phil. Bent Jensen - forfatteren til en række banebrydende værker om Sovjetunionens og Den Kolde Krigs historie - om fundamental historisk kildekritik, som de så vidt vides aldrig har taget kursus i:

"Det bemærkes tillige," skriver de i deres "tilkendegivelse", "at de fremsatte påstande og betragtninger i PET dokumenterne - således som de er forelagt for retten - ikke fremstår som underbyggede og gennemarbejdede." Det må altså opfattes som en anklage mod PET for ikke at have gjort sit arbejde ordentligt. Og videre: "Bent Jensen har som forsker en forpligtelse til kritisk at undersøge det kildemateriale, som han bygger sine konklusioner på."

Endvidere mener dommerne, at ”det må forudsættes”, at Bent Jensen som forsker på et område, hvor efterretningsdokumenter naturligt indgår som kildemateriale, har ”en viden om den særlige kildekritiske indgangsvinkel, der skal anvendes ved brug af sådanne dokumenter.” Dommerne antager altså, at de selv har en viden om ”den særlige kildekritiske indgangsvinkel, der skal anvendes”, men som de åbenbart ikke mener, at historikeren Bent Jensen ligger inde med.

Endelig finder dommerne det forkasteligt, at Bent Jensen ikke har "godtgjort, at han fra anden side har fået verificeret oplysningerne” i PET-dokumenterne, til trods for at en redegørelse fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) ca. to år tidligere ”ikke nåede den tilsvarende konklusion”.  
Hvad dommerne egentlig mener med at få PET´s oplysninger verificeret ”fra anden side” er ikke godt at vide. KGB eksisterer ikke mere, og den nuværende russiske efterretningstjeneste besvarer ikke spørgsmål om, hvorvidt den eller den danske statsborger var agent under Den Kolde Krig.  

Men påstanden er i øvrigt usand: Bent Jensen har udtrykkeligt og gentagne gange gjort opmærksom på, at ud over PET´s egne efterforskningsresultater har også den troværdige, afhoppede KGB-agent Oleg  Gordijevskij ved flere tilfælde forklaret, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent. Bent Jensen har også påvist, at Forsvarets Efterretningstjeneste ved selvstændige analyser nåede samme konklusion som PET. Ifølge FE tog Dragsdahl via avisen Information del i en desinformationskampagne, organiseret af KGB.  

Desuden "nåede" DIIS-redegørelsen ikke nogen som helst konklusion om Jørgen Dragsdahls mulige agentvirksomhed, men nøjedes med at bemærke, at JD havde været i KGB´s søgelys på grund af sin omgang med østlige ”pressefolk”.  

Historieskrivning på  Svendborg-niveau

Dommerne i Svendborg kan ikke begribe, at andre forskere godt kan nå til en anden konklusion end DIIS på grundlag af det samme kildemateriale.

Og da de tydeligvis mener, at DIIS-udredningen er det sidste ord i Dragsdahl-sagen, konkluderer de, at Bent Jensen "ikke [har] godtgjort at være i god tro eller haft føje til at anse sigtelserne for sande”.

For at ingen skal være i tvivl om dommernes ukendskab til historisk kildekritik og historiografi, bemærker de, at "citaterne [Bent Jensens citater fra kilderne til Dragsdahl-sagen, red.] er brudstykker af de oprindelige dokumenter, og at oplysningerne i artiklerne i øvrigt fremstår i bearbejdet form og til dels som udtryk for Bent Jensens egen opfattelse".

Naturligvis er citaterne brudstykker. Det er citater altid, uanset hvilke dokumenter, det drejer sig om. Ellers ville der være tale om en dokumentsamling og netop ikke historieskrivning. Og naturligvis er Bent Jensens fremstilling udtryk for hans egen tolkning af sagsforløbet. Det er enhver historikers fremstilling af et hvilket som helst historisk sagsforløb. Det er det, der er meningen med at være historiker: Efter en kritisk behandling af kilderne sætter man sig til tastaturet og giver sin tolkning af fortiden.

Svendborg-trioens forsøg på  at gøre sig kloge på historiefaget fremstår nærmest komiske i lyset af, at de tydeligvis har et vist besvær med juraen. I hvert fald er professor Ole Hasselbalch kommet til den konklusion, at dommerne har misforstået en juridisk grundbog, idet de citerer "den juridiske teori" for at forskere har vide grænser for at "fremsætte bedømmelser af andres faglige arbejde, hvis det holdes inden for den faglige kreds". Det skulle så betyde, at Bent Jensen ikke kan påberåbe sig disse vide grænser, fordi han har offentliggjort sine forskningsresultater i en avis.

Men Bent Jensen har ikke udsendt nogen bedømmelse af Jørgen Dragsdahls faglige arbejde. Dragsdahls indsats kan udmærket have levet op til de højeste faglige krav til påvirkningsagenter. Bent Jensen har i hvert fald ikke fundet anledning til at kritisere ham på det punkt.  Dragsdahl har derimod været genstand for almindelig historieforskning.  

Der er således nok af juridisk stof at tage fat på, når appelsagen kommer for landsretten.

Et slag mod forsknings- og ytringsfriheden

Hvis den forventede dom i Svendborg får lov at stå ved magt, indebærer den et lammende slag mod historiefaget - og dermed mod den historiske forsknings- og ytringsfrihed og mod offentlighedens muligheder for at få kendskab til dunkle, hemmeligholdte eller upåagtede sider af fortiden.

Især er der grund til at hæfte sig ved to omstændigheder:

For det første implicerer Svendborg-dommernes "tilkendegivelse", at de mener sig fagligt kompetente til at afgøre, hvad der er god eller dårlig historisk kildekritik. Det har de meget bedre forstand på end en dr.phil. i historie med en lang karriere bag sig som forsker, underviser og forfatter til adskillige videnskabelige publikationer. Hertil kommer, at de også mener sig udrustede til at belære historikere om den rette måde at formidle deres forskningsresultater på.

Det indebærer i realiteten, at ét universitetsfag - nemlig juraen - tiltager sig herredømmet over et andet - nemlig historien - selv om jurister sædvanligvis ikke har nogen historisk uddannelse.

Det er naturligvis ikke første gang, noget sådant er sket. I mange hundrede år var det teologerne, der påberåbte primat over alle andre akademiske discipliner. Nu er det blevet juristerne, der føler sig så ophøjede, at de skal afgøre, hvad historikerne må beskæftige sig med, og hvilke resultater de har lov at komme frem til - og i morgen formentlig hvad der er god litteratur, musik, sprogforskning, filosofi, sociologi, økonomi, naturvidenskab osv.

For det andet fremgår det af "tilkendegivelsen", at dommerne har en forestilling om Den Historiske Sandhed som noget absolut, og at denne sandhed fremgår af tunge, officiøse udredninger som f.eks. DIIS-udredningen. Og når dens chefudreder (der i øvrigt optrådte som et af Dragsdahls vidner i retssagen) ikke har fundet anledning til at bore i Jørgen Dragsdahls meritter - selv om DIIS-udredningens medarbejdere har haft adgang til de samme kilder som Bent Jensen - skal Bent Jensen ikke komme og skrive noget andet.

Det er ikke gået op for fritidshistorikerne i Svendborg, at historieforskningen for længst har opgivet tanken om nogen sinde at nå til en "sand" og uomtvistet beskrivelse af historiske tildragelser. Sætter man ti kompetente historikere til at tolke det samme kildemateriale, vil de nå frem til ti forskellige tolkninger. Ofte meget forskellige eller endog modstridende tolkninger.

Det er ikke en fejl ved historiefaget, men tværtimod dets adelsmærke. Det er det, der gør historiefaget levende, vedkommende og nyttigt.

En historieskrivning på  Svendborg-niveau bliver ligegyldig og vil ikke afspejle andet end magthavernes diktat om, hvad undersåtterne har godt af at få at vide.

Bent Jensen-Foreningen

Heldigvis tyder meget på, at mange almindelige mennesker har indset, hvilke alvorlige konsekvenser for forsknings- og ytringsfriheden Svendborg-dommen vil få.

Således strømmer det ind med bidrag til den nyoprettede Bent Jensen-Forening, der har til formål at støtte Bent Jensens appelsag - om nødvendigt helt til Højesteret.

Til Sappho meddeler foreningens kasserer, Peter la Cour, at der ved middagstid den 8. juni var indkommet 301.715 kr. fra ca. 200 bidragydere. "Og så har vi ikke engang fået foreningens hjemmeside op at køre."

Bidrag kan indbetales til Bent Jensen-Foreningen, der har bankkonto hos Nordea Bank med reg. nr. 2266 og kontonr. 0712 980 141, eller sendes i check til:

Bent Jensen-Foreningen, c/o Peter la Cour, Alfred Christensensvej 13 A, 2850 Nærum.
Clio
Bruger
 
Adgangskode
 
Ny bruger?